Niki Zimling fra Esbjerg, Mike Jensen, Brøndby og Mads Albæk fra FC Midtjylland modtog årets talentpriser for henholdsvis U/21-, U/19- og U/17-landsholdet, som blev uddelt mandag.
De tre spillere blev valgt gennem en votering i en pris-komité bestående af landsholdstrænerne og fodboldjournalister.
»Niki er den moderne centrale midtbanespiller, der kan erobre bolde ved sin forudseenhed og er dygtig både i det korte og i det lange afleveringsspil,« sagde U/21-landsholdstræner Keld Bordinggaard i sin motivering af Niki Zimling.
»Den konstante spilletid i SAS Ligaen har skubbet Niki ind i en flot udvikling, hvor han nu også viser sig som en kompetent afslutter, og at han har potentialet til at klare de sidste skridt mod A-landsholdsniveau,« sagde han.
På U/19-niveau var det Brøndbys Mike Jensen, der blev hædret.
»Mike har haft sin debut i SAS Ligaen for Brøndby, men har også været et stort aktiv på vore ungdomslandshold og er til flere kampe for U/18 og U/19 blevet kåret til Man of the Match,« siger U/19-landsholdstræner Per Andersen.
Mads Albæk blev årets U/17-talent, og han er ikke så kendt som sine to ældre kollegaer, men U/17-landsholdstræner Glenn Riddersholm, har store roser tilovers for det unge talent.
»Mads har hele sæsonen været en stor profil. I Juniorligaen har han som central- og offensiv midtbanespiller scoret 13 mål og lavet 15 assists i 17 kampe, og samtidig været spilafgørende i mange kampe. Han er i besiddelse af en veludviklet spilintelligens som gør, at han ser muligheder i spillet,« siger han.