FC Barcelona har klassespillere på alle pladser. Men midtbanespilleren Xavi Hernandez er alligevel speciel. Han har et nærmest overmenneskeligt blik for spillet og sine medspillere, og leverer ofte de afgørende oplæg til målene.
Den lille spanier har siden slutningen af september haft problemer med en beskadiget akillessene, og han var således heller ikke med i Spaniens 3-2-sejr over Skotland i aftes.
I weekenden møder Barcelona La Ligas øjeblikkelige tophold fra Valencia, men storklubben ønsker at skåne sin midtbanestrateg.
"Xavi får det bedre og bedre. På den ene side af senen er smerten væk, men på den anden side gør det stadig en smule ondt. Han vil spille på lørdag, men jeg har sagt til ham, at han skal vente lidt. Det er for tidligt, men han er meget snart klar," siger Barcelonas læge Dr. Ramon Cugat til spanske Antena 3.
Lægen forventer i stedet, at Xavi bliver klar til næste onsdags Champions League-kamp mod de danske mestre fra FC København.
Københavnerne topper i øjeblikket gruppen foran netop Barcelona. Kampen på Camp Nou er derfor vigtig for begge holds bestræbelser om at nå næste runde.