Tre kampe, tre nederlag og en placering under nedrykningsstregen er lig med farvel til træneren.
Sådan ser regnestykket ud i bundesligaklubben VfB Stuttgart, der mandag valgte at fyre cheftræner Bruno Labbadia og assistenten Erdinc Sözer.
Klubben fortæller i en meget kortfattet meddelelse på sin hjemmeside om fyringerne.
Senere mandag er der pressemøde i den tyske klub, der har den danske landsholdsspiller William Kvist på lønningslisten.
Danskeren har svært ved at få spilletid i den tyske klub, men måske kan fyringen ende med at være en positiv ting for den danske landsholdsspiller, hvis den kommende træner vælger at satse på Kvist.
Det er endnu ikke kendt, hvem der overtager trænersædet i Stuttgart, men klubben beretter om et pressemøde mandag eftermiddag.
Stuttgart åbnede sæsonen med et 2-3-nederlag ude til Mainz. Efterfølgende tabte holdet 0-1 hjemme til Bayer Leverkusen, inden det i går søndag blev til et 1-2-nederlag ude til Augsburg.
Og tre smalle nederlag på stribe var altså mere, end man ville acceptere i den tyske klub, og så blev trænerduoen ofret.
Stuttgart ligger næstsidst i Bundesligaen efter tre runder uden point og med en målscore på 3-6.
Kun Braunschweig er under Stuttgart i tabellen - grundet en dårligere målscore. Stuttgart og Braunschweig er de to eneste pointløse hold efter tre runder i den tyske liga.
/ritzau/