Wilco, Arena søndag kl. 16
Wilco er både din pladedealers allermest våde drøm og noget af et mareridt. For det amerikanske alternativ er umulig at kategorisere. I går spillede de til en pæn jazzfestival i Norge, i dag på en rockfestival et syndigt sted kaldet Roskilde-smatten. Wilco kan lidt af hvert, meget af hvert, faktisk. Mest af alt rock på en countrybund fikst jazzet op med støj og sjove lyde.
Egentlig er de på tour med det mellow mesterværk ’Sky Blue Sky’, men i dag valgte de at levere et friskt fad af sprøde hapsere fra det genre-blandede bagkatalog. For få fra det aktuelle album, efter min smag. ’Either Way’ og ’Hate It Here’ savnede man. De er blandt den den slags sange, der også går rent ind hos et publikum, der ikke er indforstået med det omfattende materiale.
Ikke desto mindre. Jeff Tweedy synger fantastisk. Sologuitarist Nels Cline er umulig at holde øjnene fra, når han evigt velklædt håndterer et helt arsenal af guitarer med et beundringsværdigt craftmansship. Bakket op af verdens pt. bedst spillende orkester.
Det er smukt, det er støjende, det er perfekt. ’Impossible Germany’ med synkronguitar af den fineste slags fik folk med. Derudover fik vi blandt andet ’Hummingbird’, ’I Am Trying To Break Your Heart’ og især slutteren, den metronom-klikkende klassiker ’Spiders (Kidsmoke)’, der normalt får lov at syre ud meget mere end et kvarter. Med andre ord, en time og et kvarters koncert var ikke nok for et band, der har så meget mere at byde på.
For lidt fra pladen ‘Being There’ vil nogen nok mene, men Wilco er et studie. En intens tilstand. En tag selv-hylde af fantastisk arrangeret rock, og som Jeff Tweedy selv sagde det, så var det svært at bevare pessimismen, når der blandt publikum figurerer en oppustelig plasticalien, der knepper en ko. Os, der var der, var glade. Vi fik ikke den store fællessang, for der ikke nok til at synge med, men hvad gør det, når du inden i tænker: ’Jeg vil høre Wilco hele vejen hjem fra Roskilde’.