Kvinder, der udsætter for vold fra deres partner, har det svært med kollegerne på arbejdspladsen.
De er bekymrede for, hvad kollegaerne tænker, og mange har problemer med at deltage i det sociale fællesskab på arbejdet.
Det viser en ny rapport om voldsramte kvinders arbejdsliv, der offentliggøres senere på efteråret. Undersøgelsen viser også, at de voldsramte kvinder har behov for støtte fra kollegaerne - uden at de får det.
Derfor vil HK nu undervise tillids- og sikkerhedsrepræsentanter i at tale om vold.
"Det kan være svært at vide, hvordan man får øje på en voldsramt kollega. Hvad siger man, og hvad siger man ikke? Men jeg tror, tillidsrepræsentanter kan spille en meget vigtig rolle i at hjælpe kollegaer, der oplever så barske ting som partnervold," siger Kim Simonsen, forbundsformand i HK.
Undersøgelsen fra Servicestyrelsen viser, at otte ud af ti kvinder, der har været udsat for partnervold, har oplevet, at de voldelige episoder har haft en negativ indflydelse på deres arbejde.
Undersøgelsen bakkes op af en anden ligeledes ny undersøgelse, som Capacent har lavet for Nyhedsmagasinet HK. Her siger 51 procent af HK's medlemmer, at de ikke handler, selv om de har mistanke om, at en kollega udsættes for vold derhjemme.
Vibe Klarup Voetmann, der er direktør for den humanitære organisation Danner, som hjælper voldsramte kvinder, siger, at vi som kolleger skal prøve at bryde et tabu, selvom det er svært.
"Voldsramte lever et forfærdeligt liv. Hvis man ikke tør spørge, om kollegaen bliver udsat for vold, og om der er noget, man kan hjælpe med, misser man muligheden for at kunne gøre en stor forskel for et andet menneske," siger hun.