Regeringen vil hæve bøderne for ulovlig piratkørsel og brud på godsloven. Højeste takst stiger til 35.000 kroner med mulig tredobling i alvorlige sager, hvilket vækker stor modstand hos vognmænd og speditører. Det skriver Fagbladet 3F.
Folketinget skal i næste uge behandle lovforslaget, som blandt andet vil betyde, at bøder til udenlandske lastbiler, som kører ulovligt i Danmark, hæves til henholdsvis 5.000, 15.000 og 35.000 kroner. Også bøderne for brud på reglerne i godsloven og busloven sættes op.
Taksten er afhængig af hvor alvorlige brud på reglerne, der er sket. Hensigten er, at højere bøder skal virke præventivt.
Lovforslaget vækker vrede og modstand hos blandt andre Danske Speditører og vognmændene i DI og ITD, der i en række høringssvar advarer mod højere bøder.
ITD kalder bødestørrelserne ude af proportion, så virksomheder risikerer stor straf for sjuskefejl. Det er DI Transport enig og foreslår derfor, at der også indføres en bødekategori på 500 kroner for såkaldte bagatel-fejl.
Omvendt er der stor ros til forslaget i 3F, hvor næstformand i Transportgruppen Jørgen Aarestrup peger på, at højere bøder er et af de tiltag, mange chauffører længe har ønsket.