”Ja”.

Lød det. Klart og rungende.

”Ja, vi kan gå hele vejen.”

Lyt til denne klumme her - oplæst af Peter Brüchmann

 Det var egentlig ikke noget offentligt arrangement. Så måske burde jeg ikke sige det.

Men det var en fodboldrejse med cirka 90 personer – heraf cirka 89 mænd..
I salen sad vi en skønsom blanding af oddset-vindere, kendte og et par enkelte journalister på det, som man kalder Verdens Bedste Fodboldrejse. Så nu siger jeg det alligevel. Eller rettere: skriver det.

Manden med det rungende og klare ’ja’ var Jon Dahl Tomasson. Og det var på en scene til en gallamiddag i Barcelona.

Det interessante er ikke, hvad der foregik på scenen. Det vil være et obligatorisk festligt udsagn til enhver god gallamiddag før en slutrunde.

Og ja, selvfølgelig KAN Danmark i princippet gå hele vejen til VM ovre i Putins propagandistiske forhave lige om lidt.

Det var mere måden, som Jon Dahl Tomasson sagde det på. Jeg havde ham tilmed til bords ved middagen. Og Jon er ikke en ’pladespiller’, når det kommer til påtaget optimisme og nu-skal-vi-alle-til-VM-tju-hej.

Jeg siger ikke, at Jon tror, at Danmark bliver verdensmester. Og jeg siger i den grad ikke, at jeg tror på det. Men der er og var noget i Jon, som er andet end den barnlige forventningens glæde.

Faktisk er jeg lidt splittet. Der er noget særligt over det hold. Noget som blandt andet kommer til syne gennem for eksempel Tomassons attitude. Men også går igen lige fra den magiske september-aften, hvor Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson tog fusen på vores allesammens skepsis, på et højt agtet – også i selvforståelsen – polsk landshold og måske endda på det danske hold selv frem til nutidens lidt mere blandede følelse. Den 4-0 sejr i september var så magisk, at den kan ende med at stå som den definerende aften for hele Hareide og Tomassons epoke.

Som et vendepunkt. Som en manddomsprøve. Som en skabelsesberetning for en ny sportslig identitet.

Bendtner-sange under Aarhus Festuge

Jeg befandt mig selv i en gårdhave under Aarhus Festuge. Mediano var med til at lave Fodboldens Folkemøde under Festugen, og der var samlet vist nok lidt for mange mennesker til vores storskærmsarrangement. På herretoilettet blev der sunget Nicklas Bendtner-sange, og vi sad nogle stykker henne ved vores lille mixerpult og mærkede den aften bogstaveligt, hvordan nationen igen samlede sig om landsholdet. Det var vildt. Og magisk.

Lad mig lige få splittelsen på plads, inden jeg går videre fra denne september-aften. Jeg er desværre også så gammel, så jeg har set den danske national-egenart folde sig ud på alle tænkelige måder: Vi befinder os i et smørhul, når ingen forventer noget af os.

Så har vi alt at vinde. Og det gælder i sport som i mange andre ting. Og så går det lidt mere trægt, når vi puster det hele lidt op. Jeg aner ikke, om jeg skal blande jantelov ind i det her eller det er en manglende mestring af evnen til at bære forventningen, når den endelig er der.

Men alt vender sig og aktiverer min gammelfar-skepsis, når jeg for 120. gang hører både Medianos egne og andre eksperter ryge på rumpetten i begejstring over den glimrende lodtrækning. Sat lidt på spidsen lyder det nogle gange som, at vi skal møde 3 hold i Pulje C:

- En flok hue-klædte inka-krigere fra Peru på ca. 120 centimeter i snit, som vil stå og kigge imponeret op på Andreas Cornelius og løbe tilbage i bussen med bjælder på bjerghuen, når de møder Jannik Vestergaard i tunnelen

- En flok ca. 40-årige pubcrawlere fra det ydre Perth, som er sluppet med til VM på en afbudsbillet fra Aussie Charter med Tim Cahill iklædt en gul paraply som rejseguide.

- Og så nogle franskmænd, der har vundet 100-0 og nu mest samles om at beundre den nye stribe i Paul Pogbas frisure før den sidste puljekamp

Undskyld venner. Sådan går det sjældent. Odds på Danmark i en ottendedels-finale er dog på 1,6. Det er noget højere – dvs. mere overraskende – hvis Danmark ikke når så langt, nemlig 2,25 x de penge, man vælger at satse.

På FIFAs verdensrangliste er Peru nr. 11. Danmark er nr. 12. Frankrig er nr. 7, mens Australien er nr. 40. Ikke at man kan bruge til meget andet end at sige, at det er dejligt meget bedre end den 46. plads, Danmark indtog i 2016 – året, hvor Åge Hareide tog over.

Fandt Hareide nøglerne til Eriksen?

Inden jeg forsøger at binde en sløjfe på alt dette, så tilbage til splittelsen og begejstringen. For der ér sket rigtig meget godt.

Åge Hareide kom til, nærmest som en person, der var castet til bare at være noget andet end Morten Olsen – først og fremmest med en mere direkte spillestil, som en mere åben og folkelig person, selv om Olsen altid tog sine klø med forholdsvis oprejst pande. Han lykkedes med mange ting, men langtfra med alt. Ungdomsrevolutionen blev lige voldsom nok. 3-5-2 sad ikke lige i skabet. Og skal vi være lidt hårde, blev succes’en nærmest parallel med den udvikling, som Christian Eriksen har gennemgået som spiller.

Ja vi kunne nærmest lave en helt special-udsendelse på Mediano kun om et tema: Fandt Hareide endelig nøglerne til Christian Eriksen – de nøgler, der var blevet væk under Olsen – eller ramte Hareide bare det tidspunkt, hvor Christian Eriksen trykkede på den knap i elevatoren, der går fra international klasse til verdensklasse?

Det svar har jeg ikke. Og med risiko for at fedtspille vil jeg sige, at svaret rummer elementer af begge. Eriksen er vokset markant de seneste år som spiller generelt, men arbejdet på landsholdet har været en del af det arbejde, og dermed skal landstræner-duoen også hædres for at have bragt Danmark både til VM og til den position, hvor nationen nærmest forventer, at de ’bare lige går videre.’

Det gør ingen. Slet ikke til et VM. Og læg så lige oven i, at en række spillere ikke har haft et 2018, hvor de flyver ind til VM i den maksimale højde. Hvis man sætter 100 procent som den maksimale form, så skal Danmark lørdag aften teste niveauet mod Sverige med følgende spillere under den største lup: William Kvist, Simon Kjær og Andreas Cornelius (i det omfang sidstsnævnte får spilletid). Det ventes, at Andreas Bjelland og Nicklas Bendtner langsomt skal gøres klar til VM og komme sig helt ovenpå skader.

Men de nævnte spillere her kan risikere at befinde sig på mellem 60 og 80 procent af deres maksimale form, både hvad angår fysik, kampform og den mentale parathed, der ofte følger det midterste.

Alene det er nok til af dæmpe forventningerne i lige så høj grad, som det glæder at have et hold og en trup, hvor dygtige spillere fra gode klubber i store ligaer byder sig til i en helt anden grad end tidligere.

Optimist, men drys lige lidt skepsis på

Så hvad sagde manden egentlig med alle disse ord, spørger du nu. Jo, jeg deler et stykke af vejen den kollektive nationale optimisme. Der er meget, der er gået godt. Også i 2018 efter, at VM-billetten blev sikret sidste år. Men jeg er også nødt til at være en sur gammel skeptiker og sige: Intet land blæser bare igennem nogen pulje til et VM. Slet ikke et land, der lige har ligget nr. 46 i verden og ikke har alle nøglespillere på maksimal formåen.

Rigtig godt VM. Jeg stikker gerne skeptikerpiben i makulatoren, når Peru er fikset den 16. juni.

Med venlig hilsen

Peter Brüchmann