Thomas Vinterbergs spillefilm "Jagten" med skuespilleren Mads Mikkelsen i hovedrollen er Danmarks bud på en nominering til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, når filmpriserne bliver uddelt i Hollywood 2. marts næste år.
Filmen om en pædagog, der kommer under mistanke for pædofili, er som ventet blevet valgt frem for dokumentarfilmen "The Act of Killing" og spillefilmen "Nordvest".
Administrerende direktør i Det Danske Film Institut, Henrik Bo Nielsen, oplyser, at "Jagten" er blevet indstillet af en enig komité, der består af medlemmer fra filmbranchen og filminstituttet.
- For det første er det er en utroligt god historie, og for det andet er det, fordi den er fortalt på en måde, så et internationalt publikum - og måske også især et amerikansk publikum - har en chance for at forholde sig til filmen.
- Det handler også om troen på, at noget har en chance, og her har instruktøren (Thomas Vinterberg, red.) om jeg så må sige noget i banken, altså et navn, der vil stå sig godt, siger Henrik Bo Nielsen til Ritzau.
Desuden har det spillet ind, at skuespilleren Mads Mikkelsen fik prisen som bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Cannes sidste år.
- Derfor er der mange faktorer, der spiller ind. "Jagten" er så stærk, at den stak ud fra de andre film.
- Det er vores opgave at finde den film, der egner sig til at trænge igennem i akademiet, siger Henrik Bo Nielsen, der også er formand for den danske Oscar-komité.
/ritzau/