I løbet af de kommende måneder udløber holdbarheden på over en halv mio. doser af coronavaccinen fra Astrazeneca, som i øjeblikket ikke er en del af det danske vaccinationsprogram.
Det får nu politikere fra både rød og blå side af Folketinget til at kræve, at regeringen finder en løsning, så de ubrugte vacciner ikke skal kasseres, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
- Det er et skrækscenarie, hvis vi bliver nødt til at kassere godkendte vacciner, som kunne komme ud at arbejde – måske som led i ulandsbistand, siger Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, som derfor har bedt regeringen finde konkrete løsninger med enkelte lande i den tredje verden.
Den model får opbakning fra SF, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.
- Ingen vacciner må gå til spilde, og hvis de er ved at blive for gamle, så skal de afsted, lyder det fra Per Larsen (K).
Normalt er det Covax under Verdenssundhedsorganisationen WHO, som fordeler vacciner til Afrika, men organisationen distribuerer alene doser, der kan sendes direkte fra producenten til modtagerlandet – ikke vacciner, som har været en tur omkring f.eks. Danmark.
I en mail skriver udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, at regeringen allerede er i gang med at kigge på sagen:
- Vi har i Danmark et lager af vacciner, som udløber – og det er klart, at vi gerne ser, at de bliver anvendt inden udløbsdatoen. Vi ser i øjeblikket på mulighederne for at donere dem til lande, der har større behov end os.
Professor i global sundhed på Københavns Universitet Flemming Konradsen advarer dog mod at give vaccinerne uden om Covax:
- Jeg har forståelse for, at man ikke ønsker, at vaccinerne går til spilde. Men hvis landene giver dem enkeltvist og uden en samlet koordination, risikerer de at nå for sent frem, så de fattige lande slet ikke når at få dem ud til deres borgere, inden de udløber. Tidligere har vi desværre set, at de bliver destrueret.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.