I Roskilde på et hvidt værelse med køjesenge af metal sidder Zakariya Zaqrit og venter. Det har han gjort i over et halvt år.

Han venter på at få tilkendt asyl.

Og han venter ligesom rigtig mange andre flygtninge på igen at kunne fortsætte et liv, der siden, krigen brød ud i Syrien, har stået på standby.

Inden Assad-regimet drev ham og hans familie ud af Syrien, læste han virksomhedsstudier. Nu er hans største ønske at kunne læse videre på universitetet i Danmark, mens han venter på at kunne vende tilbage.

Dette er historien om 26-årige Zakariya fra Syrien. Han er blot én af mange flygtninge, der i øjeblikket kommer til Danmark. Men lige som de øvrige syrere, der havner her, har han en helt speciel beretning med sig.

Fra studerende til flygtning

Med et enkelt interview for åbent kamera går Zakariya fra at være studerende til at være flygtning.

Zakariya har læst på universitetet i Tyrkiet i to år, da det Arabiske Forår spreder sig til Syrien. Borgere går på gaden i protest mod Assad-regimet, og der er en følelse af, at noget stort er sat i gang.

Min far blev nødt til at sige til politiet, at jeg ikke længere var hans søn. Han var bange for, hvad der skulle ske med resten af familien.

Kort efter at have snust til følelsen af frihed under en demonstration i hans hjemby i Syrien, Homs, lader Zakariya sig interviewe af en journalist fra Al Jazeera i Tyrkiet.

- Jeg fortalte dem, hvordan Assad-regeringen dræber befolkningen. Hvordan de dræber børn, siger Zakariya.

Få dage efter at interviewet går i luften, ringer hans far ham op. Politiet leder efter ham.

- Min far blev nødt til at sige til politiet, at jeg ikke længere var hans søn. Han var bange for, hvad der skulle ske med resten af familien, siger Zakariya.

Selvom faderen benægter at kende noget til sin egen søn, konfiskerer politiet ifølge Zakariya familiens ejendele. Deres hus bliver brændt, deres fabrik bombet. Selv kablerne i væggene bliver hevet ud og solgt.

Familiens hus blev ifølge Zakariyas brændt ned af Assad-regimets politi. Foto: Privat

Med ét er Zakariya flygtning. Hvis han rejser hjem, vil politiet eller regeringsstyrkerne dræbe ham. Og han kan heller ikke fortsætte sit studie, for hans familie, der nu også er flygtet til Tyrkiet, kan ikke længere betale for hans uddannelse.

Kører ambulance

I lang tid følger Zakariya med i kampene via tv-skærmen. Men han når et punkt, hvor han ikke længere kan sidde stille. Han vil hjælpe.

Med hjælp fra venner og andre frivillige samler han penge sammen til en ambulance, som han kører tilbage til Syrien. I et stykke tid arbejder han som frivillig ambulancefører.

- Det var så hårdt. Der var mindst ti bomber om dagen i det område. Nogle gange hentede vi sårede børn, nogle gange ældre og andre gange kvinder og mænd.

Zakariya meldte sig friviligt til at køre ambulance i Syrien. Her så både voksne og børn blive ramt af krigens bomber. Foto: Privat

Noget af det, der virkelig slår ham, er, hvordan befolkningen har vænnet sig til bombningerne. De accepterer, at deres liv og hverdag er lig med frygt og død.

Usikker og uvelkommen i Tyrkiet

I en periode laver Zakariya forskelligt frivilligt arbejde for at hjælpe de ramte civile i Syrien. Men efter næsten selv at være blevet offer for en bilbombe i Tyrkiet føler Zakariya sig heller ikke sikker dér. Værre er, at tyrkerne begynder at se ondt til deres naboer.

- Jeg følte mig ikke sikker i Tyrkiet, og jeg kunne ikke få arbejde eller studere. Skulle jeg flytte eller dø? Jeg måtte gøre noget med mit liv, siger Zakariya.

Derfor beslutter han sig for at tage mod Europa med sine to yngre brødre.

Følg Zakariyas fortælling på kortet

Kystvagten forsøgte at sænke båden

Efter at have betalt en menneskesmugler for at blive sejlet til Grækenland står Zakariya og hans to brødre klar på den tyrkiske kyst en onsdag sommermorgen.

De er mange, der skal tage den farlige tur. I alt bliver 31 voksne og 14 børn proppet ned i den lille gummibåd, der er bygget til 20 personer.

Kun lige har de forladt kysten, da kaptajnen i skjul hopper i vandet og svømmer i land. Zakariya er den eneste, der ser det.

Vi troede, at kystvagten kom for at hjælpe os, men de ville slå os ihjel. De kom for at synke os med et langt spyd.

Af frygt for at nyheden vil skabe panik og kaos på den overfyldte båd, vælger han at holde det for sig selv. Han tager roret, selvom han aldrig har sejlet før.

Den største udfordring er dog hverken panik eller manglende sejl-erfaring. Ude på det Ægæiske hav dukker den græske kystvagt op.

- Vi troede, de kom for at hjælpe os, men de ville slå os ihjel. De kom for at sænke os med et langt spyd, fortæller Zakariya med en tone, så man stadig kan hører hans overraskelse.

Passagererne får forhindret kystvagten i at punktere gummibåden. I stedet skærer vagterne ifølge Zakariya benzinslangen over, så motoren går ud.

På vejen herop sov jeg ikke. Jeg var bekymret for mine brødre. Hvad nu hvis båden kæntrede, eller noget andet skulle ske med dem.

Febrilsk forsøger Zakariya at lappe slangen, mens gummibåden flyder rundt på det åbne hav. Det lykkedes, og til sidst bliver de taget op af en båd og sejlet til Grækenland.

Fra Grækenland til Danmark er turen noget mindre dramatisk. Det tager 20 dage. Størstedelen af distancen klarer de tre brødre i tog, men de må krydse landegrænserne til fods for at undgå politiet.

Har ventet på asyl i otte måneder

Sidst på sommeren kommer de tre brødre endelig til Danmark og søger om asyl. Svaret har de ventet på i otte måneder. I mellemtiden har Zakariya påtaget sig rollen som både mor og far for sine to brødre. En rolle, der tager tid at vænne sig til.

Jeg håber at kunne komme tilbage til Syrien. Så længe jeg er her, er jeg flygtning. Om jeg så bliver her et år eller 20 år og får børn her, er jeg stadig flygtning.

Selvom Zakariya er frustreret over at vente så længe, er han lettet over endelig at kunne slappe af.

- På vejen herop sov jeg ikke. Jeg var bekymret for mine brødre. Hvad nu hvis båden kæntrede, eller noget andet skulle ske med dem. Nu er jeg lettet, fordi jeg ikke behøver være bange for deres liv, siger Zakariya.

Brødrende går i skole i asylcentret og er i gang med at lære dansk. Det er Zakariya også.

Ønsker at kunne komme tilbage til Syrien

Zakariyas største ønske er at kunne få sit liv tilbage i Syrien. For så længe han er flygtning i Danmark, vil han ikke kunne se sin familie i Tyrkiet.

- Jeg håber at kunne komme tilbage til Syrien. Så længe jeg er her, er jeg flygtning. Om jeg så bliver her et år eller 20 år og får børn her, er jeg stadig flygtning.

Zakariya ved dog godt, det ikke kommer til at ske foreløbig, og hans eget optimistiske gæt er mindst ti år.

- Det er ikke længere kun befolkningen mod Assad. Alle kæmper i Syrien. ISIS (Islamisk Stat i Syrien red.), USA, Tyrkiet, Rusland, europæiske lande, Iran, Libanon, Irak og kurdere. Det er en stor krigszone, og jeg ved ikke, hvordan vi nogensinde skal kunne vende tilbage, siger Zakariya.

Kan ikke bruge sin uddannelse

Så når Zakariya skal bruge sine næste mange år i Danmark, vil han gerne bruge den til noget nyttigt. Han håber derfor, at han med godkendt asyl kan vende tilbage til bøgerne, som han måtte slippe i Tyrkiet.

Desværre kan han ikke fortsætte, hvor han slap. For han kan hverken få nogle beviser fra sit tidligere universitet eller få merit for det, han har læst. Men så længe, han kan få lov at læse, har Zakariya det fint med at skulle starte helt forfra.

Vi har kun mistet vores penge og virksomhed. Andre har mistet familiemedlemmer, legemsdele eller deres liv.

Flere har opfordret ham til at tage til åbne forelæsninger på Københavns Universitet, indtil han får asyl og kan blive indskrevet på en uddannelse. Det vil han også rigtig gerne. Desværre rækker de lommepenge, han får, ikke langt, når togturen til København koster 47 kroner hver vej.

Hvis han får lov til at starte en uddannelse, vil Zakariya gerne have et lille fritidsjob ved siden af. Og det behøver ikke være betalt. Det vigtigste er, at han får lov til at lave noget og hjælpe.

- Jeg vil meget gerne have lov til at hjælpe folk. Jeg har før arbejdet med at snakke med folk. Sådan lidt som en psykolog, siger Zakariya.

Han nævner for eksempelvis at snakke med kræftramte, syge ældre eller børn, der har mistet deres forældre.

Danskerne skal ikke være bange for os

Der går altså nogle år, før Zakariya for alvor kan komme ud på arbejdsmarkedet. Men han er godt klar over, at danskerne i øjeblikket har heftige diskussioner om, hvordan flere flygtninge kan komme i arbejde.

Vi er ikke kommet for at tage jeres arbejde og penge. Vi har bare brug for at lave noget og føle, at vi har et liv.

Han forstår også godt, hvorfor nogle danskere kan være bekymrede for, hvilken betydning det vil have, at flygtninge kommer til at fylde mere på arbejdsmarkedet.

Men han mener ikke, at folk skal være så bekymrede for, at flygtninge vil udkonkurrere danskere.

- Danskerne burde ikke være bekymrede. Jeg tror ikke, at det er så stort et problem. Så mange flygtninge er der heller ikke. Og de fleste syrere er kreative og finder nye job. De fleste vil tage job som danskerne ikke vil, siger Zakariya.

Han pointerer blandt andet, at Danmark er et af de lande i EU, hvor ledigheden er lavest. Og når man sætter antallet af flygtninge over for befolkningstallet på 5,7 millioner, synes Zakariya ikke, at der er kommet så mange.

- Vi er ikke kommet for at tage jeres arbejde og penge. Vi har bare brug for at lave noget og føle, at vi har et liv, siger Zakariya.

Zakariya kan dog godt se et problem i, at arbejdspladser får for mange flygtninge og indvandrere. Derfor har han et meget konkret forslag.

- Der skal være kvoter for, hvor mange flygtninge en virksomhed må tage. Det er ikke godt, hvis der kun er flygtninge på en arbejdsplads, siger Zakariya.

Han bryder sig heller ikke om ideen med indslusningsløn, hvor flygtninge kan ansættes til lavere lønninger end danskere.

Føler sig heldig

Selvom krigen i Syrien har taget Zakariyas fremtid fra ham, føler han sig heldig. Mange andre er blevet ramt langt hårdere end ham.

- Jeg er stadig i kontakt med min familie. Vi har kun mistet vores penge og virksomhed. Andre har mistet familiemedlemmer, legemsdele eller deres liv, siger Zakariya.

Og selvom han er ked af den måde, som nogle taler om flygtninge på, er han meget taknemmelig for den velkomst han har fået i Danmark.

- Jeg vil gerne sige tak for alt, I har givet os. Om I giver en krone eller 1.000 kroner, så er det noget, I giver os, og det er jeg taknemmelig for, siger Zakariya.

Når nogle alligevel er mindre velkomne, tror Zakariya, det skyldes, at mange ikke ved så meget om flygtningene.

Han fortæller, at nogle danskere engang havde set hans brødre tage et selfie-billede. De var blevet helt forbløffede over, at flygtninge vidste, hvad det var.

Så Zakariya tror, at mange danskere ikke er klar over, at flygtningene kommer fra samme verden eller tidsalder som de selv.

- Måske er der nogle få flygtninge, der gør noget dumt, men tro ikke, at vi alle er onde eller helt anderledes end jer. Vi har hjerner. Vi har hår. Vi har følelser. Vi græder, og vi smiler. Vi er som alle andre mennesker.