8. marts. Kvindernes Internationale Kampdag. Sådan har det været i mere end 100 år. Alligevel
skal vi hvert år diskutere, om der virkelig er mere at kæmpe for. For kvinderne har jo alligevel fået
den reelle magt, ikk’?

Med udsigt til at der stadig vil gå mere end 100 år, før vi reelt har ligeløn for lige arbejde, burde
svaret ellers være lige for.

Bryster i jakkesæt

Når Mette Frederiksen, en kvindelig topchef, på et ministerhold bestående af i alt 11 ministre
(hende selv inklusiv) kun har kunnet finde plads til tre kvinder, er der noget at kæmpe for. Både
Venstre og Moderaterne har højere kvindeandele – hhv. 3 af 7 og 2 af 5.

Når vi stadig halter langt bagud i forhold til ligestilling, og år efter år sakker endnu længere bagud i
internationale ligestillingsundersøgelser, er der noget at kæmpe for.

Når de 2.387 største danske virksomheder er underlagt et lovkrav om at opstille mål for den
kønsmæssige sammensætning i deres bestyrelser, alligevel kan mønstre 44% af virksomhederne
med slet ingen kvinder i bestyrelserne, er der noget at kæmpe for.

Og når vi nedprioriterer Ligestillingsministeriet så meget, at det under de sidste mange forskellige
regeringer har været lagt sammen med Kirke, Integration og Sociale Forhold, Børn, Undervisning,
Udenrigsforhold, Landbrug, fiskeri og fødevarer, Nordisk Samarbejde, Beskæftigelse, Transport og
i dag Digitalisering, er der i den grad noget at kæmpe for.

Men alt ovenstående ligger så fint i tråd med de seneste års idé om, at kvinder kun kommer frem i
verden, når de begynder at tænke og agere som mænd – når de reelt set blot er bryster i jakkesæt.

Det seneste forslag med baggrund i den tankegang, at kvinder skal blive som mænd, er værnepligt
for kvinder, selv om det er forsvindende få, der i dag aftjener værnepligt. I øvrigt helt uden
hensyntagen til, at forsvaret på alt for mange områder slet ikke er gearet til (flere) kvinder, og at
der generelt er store problemer med både chikane og overgreb på kvinder i forsvaret – ofte med
meget lille eller slet ingen konsekvens for manden.

Og uden hensyn til, at kvinder i forvejen sakker bagud i forhold til karriere og pensionsopsparing på grund af barsel, skal vi så bombes endnu
længere tilbage på grund af værnepligt?

Vi skal finde vores stemme igen

Der er ikke brug for, at vi som kvinder og samfund tænker mere og mere (eller helt alene) som en
’rigtig’ mand. Der er ikke brug for, at vi blot tvinger både kvinder og mænd til at arbejde endnu
mere og tager tid væk fra familien og omsorg for vores børn.

Det er desværre stadig sådan, at det er kvinderne, der tager langt den største del af barslen,
omsorgen for familien, det huslige og alle de usynlige opgaver. Hvis vi arbejder endnu mere, hvem
skal så tage sig af det? Af børnene?

Hvis vi skal ud på slagmarken, hvem skal så tage sig af det derhjemme? Og af børnene?

Læs også:

Her går det galt: Rebet knækker

Vi har øremærket godt to måneder af forældres samlede barsel til far, velvidende at rigtig mange
ikke vil benytte sig af den, så taberne bliver? Børnene.

Og det er måske det, der bekymrer mig mest: Hvis vi bliver ved med at køre med fuld fart frem i en
patriarkalsk tankegang, bliver taberne hovedsagelig børn. Altså de kommende generationer. Det
har vi heller ikke brug for.

Vi, kvinder, kan ikke bare være mænd bare med menstruation, fødsler, bryster og lysere stemmer
– uanset hvor mange jakkesæt, vi vælger at iføre os. Og vi vil ikke lade børnene tabe på gulvet.

Men vores stemmer høres ikke. Den seneste undersøgelse fra DM Akademikerbladet fra start
februar viste, at kun tre ud af 50 af de mest citerede ekspertkilder i medierne er kvinder. Tre ud af
50!?

Men når vores stemmer ikke høres, må vi stemme med fødderne. Og det gør flere og flere kvinder.
Melder sig ud af det traditionelle arbejdsmarked for at blive selvstændige og få mere kontrol over
eget liv.

Det gjorde jeg selv for år tilbage. Men jeg havde nok valgt trygheden, hvis jeg havde haft
muligheden og en tro på, at min stemme blev hørt…

Læs også:

Mejeri-ejer død i arbejdsulykke