Det kan være fristende at trække kontokortet, når kontantbeholdningen ikke rækker til det nye stereoanlæg, den smarte computer eller de helt rigtige bukser. Og danskerne lader sig i stigende grad falde for fristelsen, viser tal fra Danmarks Statistik.
Danskernes træk på købe- og kontokort var ved udgangen af andet kvartal 2013 på 8,6 milliarder kroner. Det er en stigning på 6,1 procent i forhold til årets første kvartal.
Set i forhold til samme periode sidste år er regningen for danskernes købe- og kontokort steget med hele 32,4 procent.
Den samlede forbrugerkredit - lån uden om bankerne - er steget med 3,1 procent i andet kvartal. Samlet er forbrugerkreditten nu løbet op i 20,7 milliarder kroner.
- Med dagens stigning ligger vi ikke langt fra topniveauet i 2008 på 21,6 milliarder kroner, der blev nået lige inden krisen ramte. Forbrugerkreditterne faldt ganske brat, da krisen ramte i 2008, men siden 2011 har de igen været stigende.
Det siger Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
I forhold til andet kvartal sidste år er det samlede lån uden om bankerne steget 12,1 procent.
Mens det kan være rigtig skidt for den enkeltes økonomi at forkøbe sig i dyre forbrugsgoder på klods, så er det ikke en dårlig nyhed for samfundsøkonomien, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker i Nordea.
- At danskerne igen tør låne penge er ikke nogen dårlig nyhed. I hvert fald ikke hvis man tager de nationaløkonomiske briller på. Et højere forbrugsudlån skaber nemlig vækst i samfundet, ligesom det ofte er et tegn på, at danskerne ser mere lyst på fremtiden.
- Således har vi tidligere set, at forbrugerkreditterne stiger i perioder med høj vækst og positive takter på boligmarkedet, mens det modsatte gør sig gældende i perioder med mere dyster stemning, siger hun i en kommentar.
Mens appetitten på kontokort steg, så faldt andelen af de såkaldte blankolån en smule.
Ved udgangen af andet kvartal var danskernes beholdning af blankolån, som er lån optaget uden at stille sikkerhed, på lidt over otte milliarder kroner.
Det er et fald i forhold til kvartalet før på 0,8 procent. I forhold til andet kvartal 2012 er beholdningen af blankolån faldet med 1,5 procent.
/ritzau/