Nicolai Jørgensen og Feyenoord er hollandsk mester efter en sejr på 3-1 hjemme over Heracles i sidste spillerunde.
Det er første gang siden 1999, at mesterskabet havner i Rotterdam-klubben, og dermed må man sige, at Nicolai Jørgensen har haft en perfekt første sæson i hollandske fodbold.
Den danske angriber kom ikke på måltavlen i den sidste kamp, men med 21 mål endte han alligevel som ligatopscorer i sin debutsæson.
Feyenoord skulle bare vinde hjemmekampen, og så var mesterskabet sikkert, uanset hvordan det gik Ajax i udekampen mod Willem II.
Tabte Feyenoord point kunne Ajax derimod tage mesterskabet med en sejr.
Sidstnævnte scenarie kom dog aldrig tæt på, for Feyenoord var klart bedre end Heracles.
Allerede i kampens første minut bragte veteranen Dirk Kuyt Feyenoord på sejrskurs, og godt ti minutter senere gjorde han det også til 2-0.
Heracles kom aldrig tæt på at skabe spænding i kampen, og med små ti minutter igen tilkæmpede Nicolai Jørgensen sig et straffespark.
Det omsatte 36-årige Kuyt sikkert, fuldbyrdede sit hattrick og antændte mesterskabsfesten i Rotterdam.
En flot reducering af gæsterne kort før tid kunne ikke forhindre hjemmeholdet i at kunne bryde ud i kæmpe jubel, da dommeren fløjtede af.
Kasper Dolberg scorede en enkelt gang for Ajax, som ude vandt 3-1 over Willem II, men det var altså nytteløst i mesterskabsduellen.
Feyenoord har faktisk ført Æresdivisionen siden første spillerunde, hvilket må siges at være en imponerende bedrift.
/ritzau/