Vendsyssel FF tabte fredag aften 2-3 på hjemmebane mod Sønderjyske.
Dermed er det stadigvæk blot lykkedes vendelboerne at få point flere kampe i træk to gange i sæsonen.
Nederlaget betød, at Vendsyssel FF ikke kunne følge op på den overraskende 1-0-sejr på udebane over lokalrivalerne fra AaB i sidste runde.
Dermed tegner der sig et billede af en negativ statistik, hvor Vendsyssel FF har svært ved at følge op på flotte præstationer.
Dette skete blandt andet efter den flotte 2-1-sejr over FCK, hvor man i runden efter tabte 0-1 til Horsens.
Cheftræner Jens Berthel Askou peger på den manglende rutine som hovedårsag til den manglende stabilitet i resultaterne.
Han mener dog også, at man er nødt til at skrue forventningerne ned til oprykkerne.
- Manglende rutine har alt med den ustabile pointhøst at gøre. Men i den her tætte række er det ikke mange hold, der vinder mange kampe i træk.
- Jeg mener, at man skal skrue ned for forventningerne. Vi er et oprykkerhold, så man kan ikke forvente, at vi slår FCK, FC Midtjylland og Horsens uge efter uge, siger træneren.
Askou vil dog ikke male fanden på væggen, selv om holdet er ustabile i pointhøsten.
- Slemmere er tingenes tilstand ikke i Vendsyssel. Vi hænger ikke med mulen over, at vi ikke har vundet fire i streg i Superligaen, siger træneren.
Vendsyssel-målmand Nicolai Flø ser også den manglende erfaring som udslagsgivende i forhold til den ustabile pointhøst.
- Det kunne godt ligne manglende rutine. Der tegner sig jo nok lidt et billede, men det er jo altid svært at sige, hvad der er grunden.
- Vi fik et godt resultat i sidste uge, og vi leverede sindssygt godt i de første 20 minutter, men så mødte vi en eller anden mur, slutter målmanden.
Det er i 15 superligakampe blevet til 15 point for vendelboerne.
/ritzau/