Det kan godt være, at Lego-arvingerne Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard tabte millioner i 2016, men deres samlede tab på mellem 160 og 170 millioner kroner er så lille et beløb i det store billede, at det ikke har forhindret trioen i at gøre farmand Kjeld Kirk Kristiansen selskab på Bloombergs liste over verdens 500 rigeste personer.
Det skriver erhvervsmediet Finans.dk.
Således har Thomas Kirk Kristiansens, Sofie Kirk Kristiansens og Agnete Kirk Thinggaards formuer placeret dem som nummer 490, 491 og 492 på listen.
Bloomberg har opgjort deres formuer til 3,87 milliarder dollars, hvilket svarer til 25,4 milliarder kroner.
Kjeld Kirk Kristiansen er på en 112. plads over verdens rigeste ifølge Bloomberg god for 76 milliarder kroner.
Udover Lego-familien finder man Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen som nummer 397 på listen og Bestseller-milliardæren Troels Holch Poulsen som nummer 369, skriver BT.
Nordens rigeste indtager listens 13.-plads. Det er svenskeren og Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprad. Han anslås for at være god for godt 284 milliarder kroner og er klart den rigeste af de 13 svenskere, som er på listen.
USA fylder med 162 personer knap en tredjedel af de rigestes verdenskort. Nummer et på listen er igen Microsoft-grundlæggeren Bill Gates. Han er god for godt 588 milliarder kroner, mens filmmageren Steven Spielberg er god for knap 36 milliarder kroner er nummer 295 på listen.