Skrevet af Roald Bergmann og Tine Damgård
Selvom det er forbudt, bliver der stadig tændt masser af cigaretter på værtshusene i Århus.
En telefonisk rundspørge til 42 af byens barer, værtshuse og cafeer viser, at 16 af dem – mere end en tredjedel – bevidst har brudt rygeloven.
Selvom Arbejdstilsynet siden årsskiftet har delt bøder ud til lovbryderne, vælger mange restaurationer fortsat at sætte askebægre frem på bordene.
Især værtshusene frygter at miste deres faste kunder, hvis de sætter ind med et konsekvent forbud mod rygning.
I stedet vælger flere indehavere at oprette en fælles bødekasse for at være på forkant med fremtidige bøder fra Arbejdstilsynet.
Tilsynschef hos Arbejdstilsynet Jens Klug Albertsen erkender, at det er utilfredsstillende, at så mange restaurationer i Århus åbenlyst bryder loven.
- Men vi kan ikke være alle steder på én gang, siger han.
Intet nyt initiativ
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen er overrasket over undersøgelsens resultater.
- Det er stærkt utilfredsstillende, at mere end hvert tredje værtshus, bar og café i Århus bevidst bryder rygeloven, siger han.
Ministeren henviser samtidig til, at det er Arbejdstilsynets opgave at håndhæve rygeloven. Jakob Axel Nielsen fremlægger derfor ingen nye initiativer for at få flere til at overholde loven.
Den holdning er alt for slap, mener Socialdemokraternes ordfører for rygeloven, Lene Hansen
- Det er fuldstændig grotesk og en skandale, at sundhedsministeren ikke er mere interesseret i, at rygeloven bliver overholdt, lyder den klare udmelding.
Konkurrenceforvridende
Lene Hansen synes, at det er stærkt betænkeligt, at så mange restaurationer vælger at tilsidesætte loven.
Det er direkte konkurrenceforvridende over for de restaurationer, der vælger at overholde loven,« siger hun.
Hun vil nu stille spørgsmål til beskæftigelsesministeren om, hvornår han har tænkt sig at aktivere Arbejdstilsynet yderligere.