Danske Bank er kommet i amerikansk søgelys. De amerikanske myndigheder følger nemlig tæt sagen om mulig hvidvask i bankens estiske filial.
Det fortæller Marshall Billingslea, der er viceminister i det amerikanske finansministeriums kontor for økonomisk kriminalitet, i et interview med Berlingske.
- Vi følger denne sag meget tæt, siger Marshall Billingslea til avisen.
Han kan ikke kommentere detaljeret på sagen og vil ikke bekræfte, om USA har indledt en egentlig efterforskning af sagen.
- Men vi har et tæt samarbejde med myndighederne her i Danmark såvel som i Estland, siger viceministeren.
Danske Banks estiske filial lod i en årrække frem til 2015 store beløb fra især Rusland strømme gennem konti i banken. I 2013 advarede en intern whistleblower om, at konti i filialen var kontrolleret af blandt andet den russiske efterretningstjeneste.
De seneste måneder har sagen udviklet sig eksplosivt med politiefterforskninger i Danmark og Estland.
Analytikere har spekuleret i, om sagen vil kunne udløse amerikanske bøder til Danske Bank. Men hidtil har ingen amerikanske myndigheder kommenteret sagen.
- Det er opsigtsvækkende, at de amerikanske myndigheder nu går ud og bekræfter, at de følger med i sagen, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er ekspert i hvidvaskregler, til Berlingske.
- Det er vel naturligt, når vi taler om store pengestrømme med forbindelse til magtens inderkreds i Rusland, som strømmede gennem en dansk bank.
Det er uvist, hvilke konsekvenser den amerikanske interesse kan føre til.
Tidligere har globale storbanker fået store milliardbøder fra myndighederne i USA for hvidvask.
Uanset hvad er holdningen til bankers manglende håndtering af hvidvask klar fra de amerikanske myndigheder: "Det er uacceptabelt".
- Vi forventer, at bankerne agerer forreste forsvarslinje. De skal have tilstrækkelige kontrolmekanismer til at opdage, rapportere og stoppe den slags transaktioner, siger Marshall Billingslea.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.