Annegret Kramp-Karrenbauer vandt i slutningen af 2018 kampen om at blive formand for Tysklands regeringsparti CDU. Og dermed med tiden erstatte Angela Merkel som tysk kansler.
Men blot lidt over et år senere har hun ifølge flere tyske medier meldt sig ud af kampen om at være kanslerkandidat.
Det er ifølge Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, resultatet af en lang periode med fejltrin og manglende styrke.
- Det startede meget godt, men så har hun lavet en række fodfejl, siger Lykke Friis.
Banesåret for Annegret Kramp-Karrenbauers kanslerdrømme kom dog i delstaten Thüringen. Her valgte de lokale CDU'ere stik imod partiets politik at danne regering på baggrund af stemmer fra det højreorienterede AfD.
- Før det valg siger hun klart til CDU i Thüringen, at de ikke må samarbejde med AfD. De ignorerer hende fuldstændigt.
- Fredag kører hun til Thüringen for at sætte dem på plads. Det ender med, at de skælder hende ud i 4,5 time på en konference.
- Så det, der står tilbage, er en partileder, der ikke kan styre sine lokalpolitikere. Er det så en politiker, der kan styre hele CDU, hele Tyskland og svinge taktstokken i Europa?
- Der er hun så selv kommet frem til, at det er det ikke, siger Lykke Friis.
Ud over Thüringen har Annegret Kramp-Karrenbauer været presset af ekstremt dårlige meningsmålinger, hvor kun et fåtal svarer, at hun er den rigtige til at stå i spidsen for CDU.
At Annegret Kramp-Karrenbauer nu trækker sig som kanslerkandidat til det forbundsdagsvalg, der senest skal komme i 2021, sender CDU tilbage til start.
Partiet har været dominerende i tysk politik siden 2005, hvor Angela Merkel blev kansler.
- Det er en stor bet - ikke mindst for Angela Merkel, der havde Annegret Kramp-Karrenbauer som foretrukken kronprinsesse. Nu skal man starte forfra med at finde en kanslerkandidat, siger Lykke Friis.
Hun peger på CDU's gruppeformand i Bundestag, Friedrich Merz, sundhedsminister Jens Spahn og ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen Armin Laschet som mulige kandidater.
/ritzau/