En shelterplads i Hørve på Vestsjælland tiltrak fredag aften en større gruppe unge, der mødtes omkring et bål.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var der cirka 20 mænd og kvinder på stedet - og dermed brød de forbuddet mod forsamlinger over ti personer.
Da en patrulje ankom til stedet, flygtede seks-syv personer.
De 14 tilbageværende blev sigtet for at bryde forsamlingsforbuddet, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om mænd og kvinder i alderen 20 til 32 år.
Det var en borger, der gjorde ordensmagten opmærksom på den ulovlige bålsamling. Anmeldelsen blev modtaget klokken 22.34.
Straffen for at mødes flere end 10 personer er en bøde på 2500 kroner.
Kort tid efter var den angiveligt gal i Folkeparken i Roskilde. Politiet fik en anmeldelse klokken 22.55 fredag om "uro og uorden", men da en patrulje nåede frem til stedet, var der roligt.
I parken var 30-40 teenagere, som var opdelt i mindre - og lovlige - grupper.
Vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard fra Midt- og Vestsjællands Politi minder om, at forbuddet mod at mødes flere end ti personer gælder endnu.
- Jeg vil opfordre unge og alle andre til at holde fast og til at holde afstand – også selv om vejret er godt, siger han i pressemeddelelsen.
Fra 8. juni ændres forbuddet mod forsamlinger, så det højst tilladte antal personer, der må mødes, bliver 30-50. Præcist hvor grænsen skal gå, vurderes ud fra udviklingen af smitte i samfundet.
Ved patruljeringer fredag eftermiddag og aften i Hvalsø, Solrød Strand og Holbæk opdagede politiet i øvrigt, at der blev indtaget mad ved flere pizzeriaers udendørs borde og bænke.
Spisesteder må foreløbig kun sælge mad som takeaway, og derfor blev de ansvarlige sigtet for at overtræde coronareglerne.
Som udgangspunkt udløser den type lovbrud en bøde på 10.000 kroner.
Fra 18. maj må restauranter, caféer og andre spisesteder igen servere for deres kunder både udenfor og indendørs.
/ritzau/