Hvis det lykkes den spanske fodboldklub Malaga at kvalificere sig til næste sæsons Europa League, så må klubben gerne deltage.
Onsdag har det europæiske fodboldforbund (Uefa) ophævet den karantæne, som forbundet uddelte til spanierne i december sidste år for ikke at have udbetalt løn. Nu har Malaga fået styr på økonomien, vurderer Uefa.
Karantænen ankede Malaga til den internationale sportsdomstol (CAS), som skulle have kigget på sagen 4. juni. Men det er nu ligegyldigt.
Malaga spillede sig frem til kvartfinalen i Champions League i denne sæson og var få sekunder fra at sende finalisterne fra Borussia Dortmund ud.
Med to spillerunder tilbage af Primera Division er Malaga på sjettepladsen, hvilket er nok til Europa League. Champions League-pladserne kan Malaga ikke længere nå.
Uefa har også taget stilling til andre klubber, der var i karantæne.
Kroaterne Hajduk Split og NK Osijek, rumænske FC Dinamo Bukarest samt serberne Partizan og FK Vojvodina får ligeledes ophævet karantæner efter økonomisk rod.
Rumænske Rapid Bukarest og ukrainske FC Arsenal Kiev har stadig ikke orden i sagerne, vurderer Uefa.
Rapid Bukarest er udelukket fra europæiske turneringer i de kommende tre sæsoner og idømt en bøde på 100.000 euro, svarende til 750.000 kroner.
FC Arsenal Kiev slipper med en bøde på 75.000 kroner, svarende til 562.500 kroner.
/ritzau/