Hvad er en "omgang bank" egentlig for noget?
Det spørgsmål har dommerne i Højesteret på det seneste funderet over, og resultatet er torsdag formuleret i en dom.
Her konstaterer landets øverste domstol, at det var en fejl, da en udenlandsk mand først af Retten i Glostrup og derefter at Østre Landsret blev dømt for trusler.
Højesteret slår derfor en streg over straffen på syv dages fængsel og udvisning af Danmark. I stedet er han nu frifundet, og statskassen er dømt til at betale omkostningerne.
Oprindeligt var manden af politiet sigtet for at have truet med at slå en mand ihjel på et loppemarked i Ballerup.
Men i et grundlovsforhør afviste han at have fremsat trusler på livet.
Han gik dog med til, at han havde truet manden med en "omgang bank," og så rejste anklageren tiltale for netop det.
Men almindelig vold kan slet ikke rummes i den straffelovsparagraf, som han blev dømt for at have overtrådt, fastslår Højesteret nu.
Paragraffen handler udelukkende om at fremkalde alvorlig frygt for nogens liv, helbred og velfærd - og i denne kategori hører en omgang bank altså ikke, noterer flertallet af dommere.
Det gik også galt, da sagen blev behandlet i landsretten.
Tiltalen handlede fortsat om en omgang bank, men landsdommerne noterede samtidig, at den anklagede også havde sagt, at han ville slå manden ihjel.
På den måde udvidede dommerne ad bagdøren den tiltale, som anklagemyndigheden havde rejst, og det var ikke i orden.
En enkelt af de fem dommere har dog den modsatte opfattelse.
"En omgang bank" er ikke særlig præcist, og i nogle situationer kan det godt give grund til alvorlig frygt - og er dermed omfattet af straffelovens bestemmelse, mener hun.
/ritzau/