Daniel Iversen kommer ikke med i det danske U21-fodboldlandsholds kommende kampe mod Østrig og Georgien, hvor den sidste er en del af kvalifikationen frem mod EM i 2019.
Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler på Twitter, at Leicester-målmanden har meldt afbud på grund af en skade i lysken.
I stedet har U21-landstræner Niels Frederiksen udtaget FC Nordsjællands Peter Vindahl Jensen.
Han supplerer Viborgs Sebastian Linnet John, som er den anden målmand i Danmarks trup til kampene.
20-årige Daniel Iversen stod på mål i alle Danmarks fem EM-kvalifikationskampe sidste år.
Danmark spiller 22. marts ude mod Østrig i en testkamp, mens Georgien fem dage senere tager imod til en kamp i EM-kvalifikationen.
Danmark fører EM-kvalifikationsgruppe 3 med 12 point for fem kampe. Polen er nummer to med 11 point.
Det danske hold vandt sidste år 5-2 hjemme over Georgien i den omvendte kamp i gruppen. Georgien har fire point.
Kun gruppevinderen er sikker på at komme med til EM, der spilles i Italien næste år.
/ritzau/