Den spanske klub Malaga har ansat Bernd Schuster som træner i de kommende fem sæsoner.
Den 53-årige tysker afløser Manuel Pellegrini, som i den forgangne sæson førte klubben frem til kvartfinalen i Champions League, og som efter alt at dømme fortsætter karrieren i Manchester City.
Schuster skal stå i spidsen for et "sundt, langsigtet projekt", skriver klubben på sin hjemmeside og begrunder dermed, hvorfor man har udstyret ham med en så lang kontrakt.
Tyskeren med tilnavnet "den blonde engel" havde en stor spillekarriere i 1980'erne, hvor han styrede midtbanen i først Barcelona, siden Real Madrid og Atlético Madrid.
Trænerkarrieren startede i 1997, da han kortvarigt styrede Fortuna Köln. Siden har han været omkring blandt andet Shakhtar Donetsk, Real Madrid, Getafe og senest den tyrkiske klub Besiktas.
Malaga er som følge af rod i økonomien udelukket fra deltagelse i europæisk klubfodbold i næste sæson.
/ritzau/