Han var manden, der gjorde Tyskland til verdensmester i 2014, og siden knækkede karrierekurven for Mario Götze.
Men måske er Dortmund-spilleren på vej tilbage til sit gamle niveau tids nok til at få en rolle ved VM i Rusland næste sommer.
Götze høster i hvert fald ros for sit landsholdscomeback tirsdag aften.
Her stod han med en fiks detalje for oplægget til Lars Stindls udlignende mål dybt inde i overtiden, da tyskerne fik 2-2 i en testkamp mod Frankrig.
- Det var høj klasse, som han ekspederede bolden videre, siger landstræner Joachim Löw ifølge Kicker.
Götze blev skiftet ind 25 minutter før tid til sin første landskamp i et år. Han var senest i aktion for det tyske landshold i kamp mod Italien i november 2016.
Siden blev han ramt af en stofskiftesygdom og måtte sidde ude det meste af foråret.
- Han har behov for yderligere kampe for at komme tilbage på sit topniveau. Men jeg er meget tilfreds med ham. Han bliver bedre og bedre, siger Löw.
Nu 25-årige Mario Götze blev anset som det største tyske fodboldtalent i årevis, da han fik debut for Dortmund som 17-årig i 2010.
Siden fulgte et skifte til Bayern München, som aldrig blev nogen stor succes. Men efter hjemkomsten til Dortmund forsøger offensivspilleren at arbejde sig tilbage til tidligere styrke.
- Det går godt. Det var et vigtigt skridt for mig at komme tilbage på landsholdet, siger Mario Götze.
Kampen mod Frankrig var hans landskamp nummer 63.
/ritzau/