Selv om ingen vil erkende det, er forhandlingerne om en ny frihandelsaftale mellem EU og USA reelt slået fejl.
Det mener den tyske økonomiminister og vicekansler, Sigmar Gabriel.
Gabriel siger i et interview med tysk tv, at de seneste tre års forhandlinger om den såkaldte TTIP-aftale ikke har bevæget sig fremad.
- Forhandlingerne med USA er i realiteten mislykket, fordi vi som europæere naturligvis ikke kan bøje os for de amerikanske krav, siger han i interviewet med tv-stationen ZDF.
- Intet bevæger sig på det område, tilføjer han ifølge en udskrift af interviewet.
Den transatlantiske frihandelsaftale, TTIP, skal efter planen resultere i verdens største frihandelszone, der vil omfatte omkring 800 millioner mennesker.
Men den har været udsat for skarp kritik på begge sider af Atlanterhavet.
I sidste måned skrev 65 interesseorganisationer et fælles brev til Europaparlamentet.
Her advarede de om, at EU-Kommissionen, der står for forhandlingerne på EU's vegne, overskrider alle røde linjer.
- Ved at ignorere Europaparlamentets anbefalinger om at holde kemikalier ude af TTIP, handler kommissionen vores sundhed, miljø og demokrati bort, hed det blandt andet i brevet.
EU's svenske handelskommissær, Cecilia Malmström, har flere gange sagt, at EU aldrig vil indgå en aftale, hvis den sænker niveauet for beskyttelsen af forbrugerne, fødevaresikkerheden eller miljøet.
I Frankrig er der desuden frygt for, at TTIP-aftalen vil skade landets i forvejen kriseramte landmænd.
/ritzau/dpa