Den delvise nedlukning af statsapparatet i USA kan fortsætte i "lang tid" og "så længe det tager", siger den amerikanske præsident, Donald Trump.
Udtalelsen kommer på 12.-dagen af nedlukningen og kort tid inden, at han klokken 21 dansk tid mødes med Kongressens ledere for at drøfte en løsning på striden om en budgetaftale.
I mødet deltager både republikanske og demokratiske ledere, heriblandt Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, og demokraten Nancy Pelosi, som torsdag overtager posten som formand for Repræsentanternes Hus.
Trump står fast på sit krav om, at demokraterne skal stemme for at give ham over fem milliarder dollar til at bygge en grænsemur mod Mexico.
- Det er alt for vigtigt et spørgsmål at opgive, siger præsidenten under et regeringsmøde onsdag.
- De 5,6 milliarder er så lille et beløb, og vi taler om national sikkerhed. Jeg tror, at folk i dette land mener, at jeg har ret.
Den delvise nedlukning af statsapparatet har stået på siden den 22. december, da Trump afviste at godkende et statsbudget, der ikke indeholdt milliarder til muren.
Demokraterne afviser at imødekomme hans ønske om en mur.
Nedlukningen betyder, at hundredtusinder af offentligt ansatte i de berørte sektorer ikke får løn.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP