Tre mænd og en kvinde fængslet i stor jysk narkosag

Krimi

Store mængder narko er beslaglagt i Fredericia, siger Sydøstjyllands Politi.

Efter fund af narkotika på flere adresser i Fredericia-området har politiet anholdt tre mænd og en kvinde. De fire sigtes for besiddelse af "betydelige mængder af narkotika", oplyser Sydøstjyllands Politi.

Anholdelserne skete søndag eftermiddag, og mandag blev de fire efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Mændene er henholdsvis 37, 39 og 49 år. Kvinden er 45 år, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan de stiller sig til sigtelsen, eller om de kærede afgørelsen til Vestre Landsret.

Da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, kan offentligheden heller ikke få oplysninger om, hvad politiet bygger sin mistanke mod de fire på, eller hvad de har forklaret i retten.

Af samme grund vil Sydøstjyllands Politi mandag ikke sige noget om arten eller mængden af stoffer.

/ritzau/