Der er som regel proppet med bilister på Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund, men i næste uge må de finde andre veje.
Broen lukkes nemlig ad to omgange på grund af testkørsler af broens maskineri. Heldigvis sker det ikke i myldretiden, men i to omgange mellem klokken 23 og 05.30.
Første gang bliver den 25 juni, og historien gentager sig dagen efter skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Det er dog kun bilisterne, der ikke får lov at passere. Både gående og cyklister kan komme over, det samme gælder for offentlig trafik, beredskab og politi.
Lukningen af broen er skiltet på stedet. Skal man som trafikant krydse Roskilde Fjord henvises til Kronprinsesse Marys Bro.