Tony Martin er ude af Tour de France

Sport
Katusha-rytteren Tony Martin kom i mål som sidste mand på lørdagens etape i Tour de France. (Foto: Foto: Stephane Mahe/Reuters)

Tony Martin har pådraget sig et brud på rygsøjlen, efter han var involveret i et styrt på 8. etape af Touren.

Enkeltstartsspecialisten Tony Martin kommer ikke til at stille til start på 9. etape i Tour de France.

Det skriver tyskerens hold Katusha på Twitter.

- Et brud på rygsøjlen gør det umuligt for ham at fortsætte i Touren, skriver holdet.

Tony Martin var uheldig på 8. etape, da han blev involveret i et styrt 17 kilometer før målstregen.

Tyskeren fløj hen over sit styr og landede hårdt på asfalten.

Han kørte efterfølgende videre og kom i mål som den sidste af alle på lørdagens etape.

Efter etapen blev han kørt til hospitalet for at få undersøgt omfanget af sine kvæstelser og her stod det klart, at det ikke ville være muligt for ham at fortsætte.

Styrtet gik også ud over torsdagens etapevinder Dan Martin, der også kom op på cyklen igen og fuldførte etapen med blodet løbende ned ad armen.

Dan Martin tabte dog 1 minut og 16 sekunder i det samlede klassement lørdag.

8. etape blev vundet af hollænderen Dylan Groenewegen (LottoNL-Jumbo).

/ritzau/