”DONT YOU FUCKING TOUCH ME!” skreg han, mens han kastede sig frem imod mig.”

Jeg var denne sene fredag eftermiddag gået direkte mod togets stillezone, da jeg kunne fornemme ballade under optræk. Det første der møder mig, da døren åbner sig er et vredt ”Nu holder du kraftedme din kæft!”, som kom fra en ældre mand, som var ved at rejse sig.  Den ældre mands udbrud var rettet mod en anden, noget yngre mand, som tydeligvis ikke havde forstået, at det var en stillezone og som ikke forstod de efterhånden meget tydelige henvisninger fra de andre passagerer. Det var som om, at der gik et lettelsens suk igennem folk, da de så togpersonalet med en klar forventning om, at den klarede jeg da lige.

Jeg forsøgte nu at redde de 22 stilhedshungrende passagerer fra dette larmende element.

Så derfor rører jeg nu den højlydte mand blidt på bagsiden af hans venstre overarm, i håb om at han vil følge med. ”Kan jeg ikke lige få dig til at følge med?” sagde jeg.

”DONT YOU FUCKING TOUCH ME!” skreg han, mens han kastede sig frem imod mig. Hans øjne var helt væk. De rullede rundt på en måde jeg aldrig havde set før. Hans ansigt var nu kun få centimeter fra mit ansigt(togførerens). Jeg kan stadig se spyttet fra hans mund for mig, der fløj til alle sider og også ramte mig. Godt så. Hvad gør man så, lille togmand? Bummelum. Hvad gør man så?

FUCK!!! Jeg troede vitterligt at jeg var meget forsigtig. Det er jeg altid. Er normalt meget opmærksom på folks privatsfære og tænker faktisk meget over det og vurderer altid nøje, hvor/hvordan/hvor meget inden jeg måske dutter til folk. Nogle gange møder man bare psykopaten, som man ikke så komme. Jeg var uforvarende kommet til at tænde en tændstik overfor en omvandrende benzindunk. Men jeg var underlig rolig. Jeg havde sådan en slags intuitiv følelse, som fortalte mig, at hvis jeg forholdt mig helt rolig, så ville der ikke ske mig noget.

Imens tiden står stille og jeg tænker 1000 tanker, så erkender jeg, at selv den blideste berøring som jeg lavede på mandens overarm selvfølgelig foregik inde i hans privatsfære, så derfor fløj undskyldningen også ud af min mund – rent instinktivt. Undskyld! – undskyld! – undskyld! Det har du ret i! Det må du undskylde. ”.....men du skal altså bare være stille herinde.”, hvisker jeg højt.

”Du må ikke snakke inde i stillezonen” siger jeg igen til ham. Han er faldet lidt ned nu, men han snakker om nogle kinesere han havde hjulpet et andet sted i toget. ”Du skal være stille i S-T-I-L-L-E-zonen, gentager jeg. Han ævler videre om de der kinesere han havde hjulpet.

EN AF mine første tanker efter det meget aggressive udfald mod mig(togføreren) er, at manden skal af på næste station. Vi er kun lige kørt fra Århus mod København og at ha sådan en ”charmetrold” med i 2,5 time mere, det kunne jeg sku ikke lige overskue. Skal jeg ringe til politiet og høre om de måske har tid og lyst(det har de ikke altid) og dermed forsinke toget for at vente på dem? Det havde jeg heller ikke lyst til, da jeg havde mange passagerer til Kastrup lufthavn som gerne ville nå deres fly. Jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg selv forsøgte at få manden af på den ene eller den anden måde, ville det gå helt galt.

NÅ!! Hva pokker gør man så, som lille togmand?  Lige meget hvad jeg siger til manden, så hører han det ikke. Jeg spørger i øst og han svarer i vest. Jeg har ingen kontakt med ham. Indtil jeg får den tanke om ”at hjælpe”. Det er da han hele tiden snakker om. Hjælpe. ”Vil du HJÆLPE mig?” spørger jeg - Ingen reaktion. ”Vil du hjælpe mig?” - Ingen reaktion. ” gentager jeg nok 10-15 gange lige efter hinanden før han reagerer på, hvad jeg siger og stopper med at snakke med sig selv.  

ENDELIG, har jeg kontakt. ”Ja det vil jeg gerne” siger han stille og roligt. Som om han lige er vågnet.  GODT. ”Nu skal du høre, hvis du vil med til Kbh, så skal du sætte dig på din sportstaske herude i vestibulen og blive siddende. Du må ikke gå ind i stillezonen. Du må ikke snakke med nogen og du skal blive siddende her hele vejen til København.” ”Vil du hjælpe MIG med det?” ”Ja! Det vil jeg gerne, sagde han stille… Derefter gik jeg ind i pantryet og lavede en kop kaffe og spurgte ham om han ville ha sådan en. Jeg tænkte, at det ville hjælpe ham med at forholde sig i ro på resten af turen. Det lykkedes. 

EN UNG kvindelig psykologistuderende som havde set og hørt det hele fortalte mig bagefter, at hun helt klart mener, at han havde en psykose og at det var godt klaret af mig. Jeg fortæller hende, at togpersonalet desværre ser og oplever på egen krop mange ubehandlede og ubehagelige diagnoser i togene. Mange også voldelige. Ikke alle er så heldige som mig, at komme ud i eet stykke. Jeg har desværre mange kolleger i de her dage som har oplevet, at blive overfaldet, slået og spyttet på.

Og så ikke nok med, at toget er blevet en varmestue for hjemløse, som min gode togførerkollega Jesper Guldbrandsen skriver i et andet blogindlæg, så føles det også nogle gange som en psykiatrisk skadestue. Følger der mon fagpersonale med?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.