Et tog og en lastbil kolliderede sent onsdag aften i det nordlige Italien. To personer er omkommet.
25 personer er kvæstet, rapporterer det italienske nyhedsbureau Ansa uden direkte kilde.
Kollisionen skete ved byen Caluso på strækningen mellem Torino og Ivrea.
Her ramte passagertoget lastbilen, der kørte igennem en jernbanebom og blokerede skinnerne, meddeler det italienske togselskab.
Lokoføreren og lastbilchaufføren blev dræbt i det meget voldsomme sammenstød, som førte til, at fronten på toget blev helt smadret. En togvogn trillede rundt på taget, og en anden landede ovenpå.
Ulykken skete omkring klokken 23.20. Teknikere fra togselskabet konstaterer ifølge Ansa, at lokoføreren var chanceløs.
Togulykken er den seneste i en længere række af alvorlige hændelser på de italienske skinner. I januar blev tre personer ifølge nyhedsbureauet Reuters dræbt på en strækning nær Milano. Årsagen var en afsporing.
I 2016 omkom 23 mennesker, da to tog kolliderede i den sydlige region Apulien.
/ritzau/