Et toårigt barn og en 37-årig kvinde er lørdag døde af deres kvæstelser, efter at en mand påkørte en menneskemængde i München torsdag.
Det meddeler politiet i delstaten Bayern lørdag aften ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Der er tale om en mor og hendes datter, oplyser politiet ifølge dpa.
En 24-årig mand, der er anholdt i sagen, har erkendt, at han bevidst kørte sin bil ind i menneskemængden.
Mindst 39 mennesker blev såret i hændelsen torsdag formiddag.
To af de 39 sårede havde alvorlige skader, lød meldingen fra tysk politi fredag. En af dem var det toårige barn, har en tidligere melding lydt.
De to nu afdøde deltog i en demonstration, som den tyske fagforening Verdi havde indkaldt til torsdag formiddag.
Den 37-årige kvinde havde sin toårige datter med i en klapvogn, skriver den tyske avis Bild.
Den 24-årige formodede gerningsmand har afghansk baggrund.
Manden har både opholds- og arbejdstilladelse i Tyskland og ren straffeattest.
Det oplyste Bayerns indenrigsminister, Joachim Herrmann, ifølge det tyske medie Deutsche Welle torsdag.
Tidligere har der ifølge tysk politi været meldinger om, at manden skulle være en asylansøger fra Afghanistan.
På et pressemøde fredag meddelte en tysk anklager, at den 24-årige mand havde erkendt at køre bilen direkte ind i menneskemængden på baggrund af, "hvad jeg vil opsummere som religiøs motivation".
Politiet er i efterforskningen faldet over materiale, der peger på en "bestemt islamistisk orientering", sagde talsmand ved politiet Guido Limmer fredag.
Efter påkørslen råbte den 24-årige ifølge Limmer "Allahu Akbar" ("Gud er stor" på arabisk, red.) til politiet.
/ritzau/
/ritzau/dpa