Theresa May er under pres for at ændre nordirsk abortlov

Hundredvis af overvejende kvindelige aktivister demonstrerede mandag i Belfast i Nordirland for at lægge pres på May og få hende til at sikre reformer i den britiske provins. (Foto: Foto: Paul Faith/AFP)

I Nordirland tillades abort stadig kun, hvis en kvindes liv eller helbred er i alvorlig fare.

Det britiske arbejderparti, Labour, har udfordret premierminister Theresa May til at bevise, om hun virkelig er feminist og vil støtte reformer af Nordirlands abortlovgivning.

Det sker, efter at Irlands vælgere ved en folkeafstemning fredag stemte ja til, at forbuddet mod abort skal ophæves.

Ifølge The Irish Times stemte 66,4 procent af de irske vælger ja til en ophævelse af forbuddet.

Labours kandidat til justitsministerposten, Shami Chakrabarti, siger, at kvinder i Nordirland "er blevet ladt i stikken af velhavende og privilegerede mænd og kvinder i alt for lang tid".

- Theresa May opfatter sig selv som feminist, og det er afgørende, hvorvidt hun vil kæmpe for alle kvinder, siger Shami Chakrabarti til BBC efter den historiske folkeafstemning i Irland.

Parlamentsmedlemmer fra alle partier - også Mays eget konservative parti - har opfordret til forandring i Nordirland, hvor abortlovgivningen er mere restriktiv end i det øvrige Storbritannien.

Theresa May, som er briternes anden kvindelige premierminister, har tidligere markeret sin støtte til den feministiske bevægelse - blandt andet ved at lade sig fotografere i en T-shirt med sloganet: "Sådan ser en feminist ud".

I Nordirland tillades abort kun, hvis en kvindes liv eller helbred er i alvorlig fare.

I Downing Street menes det at være holdningen, at det er op til Nordirland selv at tage stilling til eventuelle reformer.

Nordirland har været uden regering siden januar 2017, hvor en magtdelingsaftale mellem de nordirske unionisters parti, DUP, og Sinn Féin kollapsede.

Hundredvis af kvindelige aktivister demonstrerede mandag i Belfast i Nordirland for at lægge pres på May og få hende til at sikre reformer i den britiske provins.

Ifølge The Irish Times viste valgstedsmålingerne, at 87 procent af de 18-25-årige stemte for at ændre abortloven i Irland. Blandt vælgere på 65 år og derover stemte 60 procent for at bevare forbuddet.

/ritzau/Reuters