En af dansk retshistories mest profilerede straffesager er onsdag omdrejningspunktet i Københavns Byret.
Her bliver Omar el-Husseins blodige forbrydelser i København 2015 gennemgået og læst højt.
Årsagen er, at fire mænd nåede at sidde varetægtsfængslet i omkring halvandet år, inden at de blev frifundet for medvirken til terror.
Tre af mændene kræver nu erstatning i millionklassen, og det slag slås i denne uge i Københavns Byret.
De tre mænd er i øjeblikket alle frihedsberøvet i andre sager, og gensynsglæden er da også stor, da de bliver ført ind i retslokalet af fængselsbetjente.
Det resulterer i resolutte, faste håndtryk og hjertelige høflighedsfraser på dansk og arabisk, inden en fængselsbetjent stopper genforeningen brat.
- I skal tale dansk herinde, siger hun.
Undervejs i retsmødet oplæser senioranklager Niels Carstensen hele dommen, hvor de blev frifundet, og her har de tre mænd svært ved at holde sig i ro.
Dommeren beder dem derfor om at dæmpe sig.
- Der er bare mange gentagelser. Vi har ventet fire år på det her. Vi skal nok være stille, siger den ene af mændene.
Mændene har flere gange fået nej til erstatning hos anklagemyndigheden. Senest var det Rigsadvokaten, der afviste.
Den sidste mulighed er at indbringe spørgsmålet for domstolene, så retten kan vurdere anklagemyndighedens afgørelser.
Anklagemyndigheden har ment, at de udviste " egen skyld". Det betyder, at de selv var ude om, at de blev mistænkt, hævdes det.
Man begrunder det blandt andet med, at mændene havde aftalt, hvad man skulle sige til politiet, hvis man blev anholdt.
Man skulle sige, at man ikke støttede Omar el-Husseins gerninger, og at man i øvrigt ikke vidste, hvad han havde gjort.
Ved angrebene ved Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade blev Finn Nørgaard og Dan Uzan dræbt, mens seks betjente blev sårede.
Der ventes en afgørelse torsdag eller fredag.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.