En 18-årig kvinde blev søndag aften klokken 21.52 antastet af en ukendt mand, der forfulgte hende, da hun stod af toget på Ribe Station.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Efter at have handlet i en lokal Netto-butik, gik kvinden mod sit hjem på Hegelundsvej i Ribe. Her blev hun forfulgt af en mand, der antastede hende, rørte hendes hår og viste hende porno fra mobiltelefonen.
Det lykkedes kvinden at undslippe mandens tilnærmelser ved hjemmet på Hegelundsvej, og her kontaktede hun politiet og fortalte om den ubehagelige oplevelse.
Ifølge kvindens forklaring har gerningsmanden følgende signalement:
- 30-35 år
- Mørk i huden
- Cirka 170-180 cm høj med almindelig kropsbygning
- Halvlangt, mørkt hår og sorte skægstubbe
- Var iført sort T-shirt, blå cowboybukser og grå sneakers
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.