Tandlægen var lukket: Drak sig fuld og hev tanden ud selv

Helt vildt
Helen Shires tog sagen i egen hånd, da udsigten til en tandlægetid blev for lang. (Foto: Foto: Privatfoto)

En desperat britisk kvinde kunne på grund af corona ikke få tid hos tandlægen og besluttede sig for selv at hive tanden ud. Problemet med gør-det-selv-operationer vokser i Storbritannien.

Den 41-årige englænder Helen Shires var ramt af en frygtelig tandpine, som havde holdt hende vågen i tre nætter. Men da ventetiden hos tandlægen var for lang, måtte hun selv tage affære - med hjælp fra fire øl, en skarp kniv og noget tandtråd. 

Det fortæller Daily Mirror.  

På grund af coronavirus havde Helen Shires først udsigt til at få en tid hos tandlægen om 6-12 uger. Hun ringede til klinikken, men her blev hun mødt af en telefonsvarer, og da smerterne blev for ulidelige ringede hun 112. Men her fik hun at vide, at der ikke kunne gøres noget, med mindre situationen var livstruende. 

Og så hun ellers sagen i egen hånd.

Først løsnede hun tanden med en køkkenkniv og da hun kunne mærke, at tanden var løs, gik hun i gang med næste fase af gør-det-selv-operationen. 

- Så viklede jeg tandtråd rundt om roden og begyndte at hive. Men jeg turde ikke gøre det, så jeg måtte drikke noget alkohol, fortæller Helen Shires til Daily Mirror. 

Hun drak efter eget udsagn fire øl af mærket “Stella Artois” for at opbygge noget “hollandsk mod”.

- Og så hev jeg ellers bare til, og tanden fløj gennem haven. Smerten stoppede øjeblikkeligt, og jeg måtte lede efter tanden. Jeg fandt den i græsset, siger hun.

Og her ses Helen Shires med den famøse tand. Foto: Privatfoto

Advarer mod gør-det-selv

Luke Thorley, der er formand for foreningen af private britiske tandlæger, siger til avisen, at man advarer kraftigt imod den slags gør-det-selv-operationer, idet det kan give alvorlige infektioner. 

Han siger også, at foreningens 6.500 tandlæger oplever flere og flere historier om folk, der på grund af de lange ventetider føler sig tvunget til at bruge knive og tandtråd i hjemmet for at få bugt med deres tandpine. 

- Det er ikke en acceptabel situation i det 21. århundrede i et førsteverdensland, siger Luke Thorley til Daily Mirror.