Netop i disse dage hvor ligestillingsdebatten raser med Sofie Linde i spidsen, er det igen igen aktuelt at kigge på, hvilke uligheder der er mellem kønnene på arbejdsmarkedet og ikke mindst at spørge sig selv, hvorfor det er sådan.
Man kan være enig og uenig i, om debatten er relevant, men kendsgerningerne er, at kvinder i gennemsnit tjener mindre end mænd. Undersøgelser viser, at ser man på det samlede arbejdsmarked, tjener mænd ca. 22% mere end kvinder, men korrigerer man for, at flere kvinder arbejder på nedsat tid, kommer forskellen ned på 13%.
Tager man yderligere med, at flere mænd har chefstillinger end kvinder, ender man på en forskel på 4,6%, som ikke kan forklares ud fra data.
Kigger man på privatansatte kvindelige chefer, er der en uforklarlig lønforskel på 9,3% i forhold til de private mandlige chefer, og kigger man på iværksætteri, er det kun 1% af alle investeringer, der gives til start-ups med rene kvinder.
Samtidig er der stadig kun 6% af alle bestyrelsesposter, der besiddes af kvinder, hvis man korrigerer for familierelationer.
Prioriterer familien
Er alt det så nok til at kalde til kvindekamp, eller er det i virkeligheden vores egen skyld?
Kvinder har en tendens til at prioritere familien og det HELE liv højere end mændene, og ja, det koster nogle gange på det økonomiske, hvilket efter min mening er fair nok. Mænd vægter økonomi og karriere højere end nogle kvinder, og det skal de selvfølgelige have betaling for.
Jeg har masser af dygtige og kloge veninder, som vælger chefstillinger fra, simpelthen fordi de ikke gider lægge kræfter og bekymringerne i det, hvilket jeg har stor respekt for. Det betyder ikke så meget for dem, om de tjener 10.000 kr. mere eller mindre om måneden.
Og det er i virkeligheden netop her, at jeg tror forskellen er. Det økonomiske aspekt er ikke den vigtigste faktor for kvinder. De vægter fleksibilitet og godt arbejdsmiljø højere end løn og efter egen oplevelse, så tager de oftere ”en for holdet” for fællesskabets skyld.
Stiller sig hurtigere tilfreds
Min egen erfaring er, efter at have forhandlet løn et utal af gange, at kvinder stiller sig hurtigere tilfreds med ikke at få mere i løn - de tager simpelthen oftere ”en for holdet”.
Når jeg eksempelvis har sagt, at der ikke er mere at give af, og at ingen får lønforhøjelse i år, har jeg ALDRIG mødt en kvinde, som siger ”jeg er ligeglad med, at alle andre ikke får lønforhøjelse, men det VIL jeg have...”.
De vægter fællesskabet højt, og de er klar på at give den en skalle mere, så der bliver noget til alle på et senere tidspunkt. Jeg har mødt mænd med sammen holdning, men jeg har også mødt mange mænd, der ligefrem har truet med at sige op, for at netop de selv kunne få lønforhøjelse, på trods af et evt. lønstop og på trods af, at de ved, at deres kollegaer og ingen andre får mere i løn.
Er vi, som de mandlige kollegaer siger, dårligere forhandlere? Jeg siger VI, for jeg er heller ikke selv på lønniveau med mine mandlige i øvrigt ligestillede kollegaer. Der kan med fairness argumenteres for begge dele.
Fair nok at vi laver korrigering for nedsat tid, højere stillings-niveauer osv., men ser man på job en til en og sammenligner med lønnen, er min opfattelse, at der klart er en forskel. Man kan altid korrigere for uddannelse, erfaring mm., for det er meget sjældent at man kan sammenligne to personer 100%, og derved er det svært, at lave en ”en til en” sammenligning.
Men vi kan som ledere begynde at hjælpe vores kvindelige ansatte til at få en fair behandling og anerkende dem, som ”tager en for holdet”, ligegyldigt om de er kvinder eller mænd.
Anne Stampe Olesen er driftsdirektør / COO i Freeway-koncernen. Foto: Privat