Det var tilsyneladende en desinfektion af en svinestald, der gik helt galt og var skyld i ætsningsskader hos grise i en nordjysk svinebesætning.
Det forklarer en 61-årig svineproducent, der ved Retten i Hjørring er tiltalt for groft uforsvarlig behandling af op mod 1100 grise.
Landmanden fortæller, at han i august 2016 fik leveret smågrisene til opfedning i to staldbygninger i Brønderslev.
Forud var staldene blevet grundigt rengjort. De blev desinficeret ved brug af et ætsende middel kaldet hydratkalk.
Der skulle bruges krasse midler, da der tidligere havde været konstateret salmonella.
Men det ætsende middel blev ikke skyllet helt væk, da det nye hold grise blev sat ind.
- Da jeg kom dagen efter, kunne jeg se, at en del grise havde rødme i huden, og nogle grise havde hvide hår.
- Jeg var ikke i tvivl om, hvad der var galt. Det var hydratkalken. Jeg vil gerne indrømme, at jeg lavede en fejl, erkender landmanden.
Han sørgede efterfølgende for at skylle både stalde og grise grundigt med en vandslange for at få resterne af kalken væk.
Efter råd fra besætningsdyrlægen blev en behandling med et penicillinmiddel iværksat.
Men der var en del grise, der mistrivedes og havde sår, erkender han.
De mest medtagne grise blev aflivet, fortæller landmanden, der anslår, at han har skudt i hvert fald 70 grise.
Det var kødkontrollen hos Danish Crowns slagteri i Horsens, der slog alarm og fik sagen til at rulle.
Det skete på baggrund af, at kontrollen havde konstateret grise med ætsningsskader, som var leveret fra den nordjyske landmand.
Det udløste et tilsynsbesøg, hvor en embedsdyrlæge og politiet troppede op hos den nordjyske svinebonde.
Her konstaterede dyrlægen grise med store åbne sår på op mod 15 gange 20 centimeter.
Men den tiltalte kan ikke genkende embedsdyrlægens beskrivelser, som danner baggrund for anklageskriftet.
- Det passer simpelthen ikke. De der skrækscenarier, der er sat op i anklageskriftet, passer ikke, siger han.
Ud over landmanden er en svinepasser og besætningsdyrlægen tiltalt i sagen.
Alle nægter sig skyldige i anklagerne.
Specialanklager Ingrid Munck Hansen går efter at få landmanden idømt fængselsstraf og frakendt retten til at holde produktionsdyr.
Der er afsat tre dage til sagens behandling, og der ventes dom i næste uge.
/ritzau/