Når videodommersystemet VAR indføres i Superligaen fra sommeren 2020, bliver ligaen den første med VAR i Skandinavien.
I Sverige undersøges det, om Allsvenskan også skal have VAR i fremtiden, men ifølge Mats Enquist, der er generalsekretær i Det Svenske Fodboldforbund, er det "fuldstændig urealistisk" at få det allerede fra 2020.
Det siger han i et interview med det svenske nyhedsbureau TT.
- Vi indsamler viden og fakta om, hvordan det skal tilrettelægges, og hvad det koster. Det store spørgsmål er, om VAR er et godt for sporten. Vi plejer at være på forkant med sådan nogle ting, men det kommer vi ikke til at være her, siger generalsekretæren.
Han lader sig ikke stresse af, at store ligaer som Bundesligaen og Serie A har indført VAR, og at en mere sammenlignelig liga som Superligaen allerede har besluttet at indføre VAR.
- Vi skal tage vores egen beslutning på et oplyst grundlag, det skal ikke være en emotionel beslutning, der skal fakta på bordet.
- Der er ikke et enkelt svar på, om VAR er godt for sporten. I nogle situationer har VAR været godt, mens det i andre situationer har været katastrofalt, siger han.
I Norge er det meldt ud, at Eliteserien tidligst kan få VAR fra 2021. Både Allsvenskan og Eliteserien spilles efter kalenderåret.
/ritzau/