Efter længere tids anklager og rygter er den amerikanske sanger R. Kelly fredag blevet sigtet for ti tilfælde af grove seksuelle overgreb.
52-årige R. Kelly har i årevis været anklaget for seksuelt at misbruge kvinder og mindreårige piger. Rygterne er taget til de seneste uger i kølvandet på dokumentarserien "Surviving R. Kelly".
Sangeren har konsekvent nægtet alle anklager.
R. Kelly skal lørdag møde i retten for at få fastsat sin kaution, oplyser Kimberly Foxx, der er anklager i Cook County i delstaten Illinois.
Sigtelserne omfatter i alt fire kvinder.
Tre af dem skal være piger, som han seksuelt har misbrugt mellem 1998 og 2010, på tidspunkter hvor de var under 17 år.
Alderen på det fjerde offer er endnu ikke offentligt kendt.
Strafferammen for groft seksuelt overgreb går i USA op til syv år. Hvis en dommer beslutter, at dommene kan lægges sammen, betyder det, at R. Kelly risikerer op til 70 års fængsel.
R. Kelly blev i 2008 frikendt ved en retssag, hvor han var anklaget for at have sex med en 13-årig pige. Anklagere viste blandt andet en 27 minutter lang video, der angiveligt viste de to have sex.
Retten vurderede dengang, at videoen ikke var bevis nok, selv om kvaliteten skal have været god. Flere vidner bekræftede også, at det var R. Kelly og den 13-årige pige, der optrådte på videoen.
R. Kelly er en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde. Han er blandt andet kendt for hittet "I Believe I Can Fly".
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters