Ofte tror kræftpatienter, at de er blevet syge, fordi de har levet et stresset liv, eller fordi de har oplevet særligt stressfulde begivenheder såsom dødsfald i familien. Men stress giver ikke kræft, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som er publiceret i British Journal of Cancer.
I undersøgelsen er 8.736 raske danskere blevet fulgt i cirka 10 år, efter at de først havde svaret på, om de havde oplevet en eller flere af 12 stressfulde begivenheder. Det kan for eksempel være fyring, alvorlig sygdom hos et barn eller ægteskabelige problemer.
Efter 10 år havde 1.011 af forsøgspersonerne fået kræft, og efter at have justeret for rygning og andre livsstilsfaktorer, der øger risikoen for kræft, kunne det konstateres, at stress ikke har nogen effekt på udviklingen af kræft.
»Det har vi vist flere gange, men den her undersøgelse er blandt de mest detaljerede og omfatter oplysninger om udsættelse for kendte risikofaktorer for kræft. Derfor mener vi også, at det nu er så tilstrækkeligt dokumenteret, at der ikke er nogen sammenhæng mellem stress og kræft, at vi helt har besluttet at forlade dette forskningsområde,« siger Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse.