Storbritannien, Tyskland og Frankrig brugte onsdagens EU-topmøde til at opfordre til strengere regler, der tvinger Google, Apple, Amazon og andre store selskaber til at betale mere i skat.
Men den såkaldte skatteplanlægning, som de store selskaber benytter sig af, er ikke ulovlig, konstaterer de.
Det er en kendsgerning, at Google, Apple og andre via Irland kanaliserer enorme fortjenester til såkaldte skattely og ender med at betale meget lidt i skat i de lande, hvor de tjener pengene.
På topmødet benyttede de tre landes ledere lejligheden til at slå på tromme for skærpede regler.
Senest har et senatsudvalg i USA konstateret, at Apple kun har betalt to procent i skat på deres oversøiske indtægt på 74 milliarder dollar (knap 430 milliarder kroner) ved at benytte sig af et smuthul i Irland.
- Vi kan ikke acceptere, at et vist antal selskaber kan bringe sig selv i en situation, hvor de undgår at betale skat med metoder, der er lovlige, sagde Frankrigs præsident, François Hollande.
- Vi må samarbejde på europæisk niveau, harmonisere vore regler og finde strategier, der kan stoppe dette, mente han.
Den meget lave skat rammer en rå nerve i Europa, hvor mange lande på grund af krisen må skære ned på de sociale budgetter og presse borgerne alvorligt på pengepungen.
Den britiske premierminister, David Cameron, støttede Hollandes linje og henviste til G8-topmøde i juni, hvor sagen tages op.
- Der er en reel chance for at se international handling, som behøves for at løse dette problem, fastslog han.
Især Frankrig og Storbritannien har udtrykt bekymring for omfanget af de store selskabers skatteplanlægning.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel udtrykte frustration over de eksisterende skattelove.
- Vi vil arbejde i retning af at sikre, at selskaber betaler mere der, hvor de er baseret, sagde hun.
/ritzau/Reuters