Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Et af de helt store temaer i valgkampen bliver med garanti flygtninge- indvandrerspørgsmålet. Partierne positionerer sig allerede med vanlig vildskab på området og lover både styr på tilgangen af nye medlemmer i vores samfund og krasse krav til de nytilkomne.
I LIGE LINJE fra statsminister Helle Thornings nytårstale fremsatte beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen 29. april således lovforslaget om "Et jobrettet integrationsprogram for nytilkomne flygtninge og familiesammenførte". Og helt usædvanligt blev det fremsat uden først at være drøftet med de øvrige partier. Eneste ændring, fra lovforslaget var i høring, til det blev fremsat, var antallet af timer, de nytilkomne skal arbejde, som skrumpede fra 37 til 10 timer om ugen.
Det har åbnet en kæmpe flanke af angrebsmuligheder, som naturligvis bliver udnyttet af de andre partiers valgkampklare ordførere til at pløkke løs på forslaget. I dag er det Venstres integrationsordfører Martin Geertsen, som kalder udspillet uambitiøst og kræver alle flygtninge i arbejde 37 timer om ugen - traumer eller ej. "Man bliver i mit hoved ikke mindre traumatiseret af, at man bare går rundt på fuld kontanthjælp, uden at der bliver stillet krav til én", siger Geertsen til Jyllands-Posten.
DET KAN MANDEN JO HAVE RET I. At være traumatiseret flygtning lader sig ikke lige ændre fra dag til dag uanset, hvad man foretager sig. Det store spørgsmål er bare, om konkurrencen om at stille de højeste timekrav til alle fra dag ét, har nogen som helst relevans for, hvad der efterfølgende kommer til at ske. Vi skal jo trods alt finde timerne på den virkelige verdens danske arbejdsmarked. Og det er ikke så let, som det lyder.
Lad mig spole tiden tilbage til oktober 2012 og minde om, hvad der skete der. Det var dengang, det gik op for alle med interesse for den slags, at dagpengereformen blev så hårdt indfaset, at jobparate ledige væltede ud af systemet alene, fordi de havde svært ved at finde et arbejde. Ingen traumer. Ingen sociale problemer. Bare heller ingen job.
DET FIK BÅDE politikere, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer op af stolene. Og i et hidtil uset fælles manifest vedtog man en aftale om en "akutjobordning", som forpligtede alle parter til at hjælpe til med at sikre et job til de mange tusinde, som akut mistede forsørgelsen. Der blev afsat 330 mio. til at etablere 7.500 private og 5.000 offentlige arbejdspladser og alle, som kunne åbne en dør for en desperat ledig på den konto, fik udbetalt op til 25.000 kr. i præmie for at etablere et job på mindst 32 timer om ugen.
Aftalen blev akkompagneret af kick-startsmøder, en særlig task-force, en jobbank og et løfte fra DA og medlemsorganisationerne om at tage direkte kontakt til virksomhederne for at få dem til at byde sig til. Finansminister Bjarne Corydon var så begejstret for det hele, at han udtalte de så ofte citerede ord: "Vi synes, det er en fuld og dækkende løsning på problemet". Lige så velkendt er det, at det desværre ikke var sandt.
AKUTJOBORDNINGEN ER IKKE blevet evalueret. Men da perioden udløb, var der ud af ca. 6.000 opslåede akutjob kun ca. 96 langtidsledige, som var blevet ansat. Seksoghalvfems. Trods alle de gode intentioner alle steder fra var ordningen en kæmpe fiasko.
Langt de fleste vælgere er enige i, at det er en god ide at arbejde. For alle som kan. Men når det selv med så solid finansiering, fælles forpligtelser, kæmpe kampagner og indbyggede økonomiske skulderklap som i akutjob-aftalen lader til at være en umulig opgave at få helt jobparate danske ledige sluset tilbage på arbejdsmarkedet, så er det nok ikke nemmere, når der er tale om mennesker med sprogbarrierer, fremmedartede uddannelser og måske både fysiske og psykiske mén efter krig og flugt.
LAD OS DERFOR venligst blive fri for den tåbelige konkurrence om, hvor mange timer vi skal kræve de nytilkomne beskæftigede. Vi vil meget hellere høre de skarpt skårne planer for, hvordan ambitionen om at finde alle de virksomheder, som skal åbne dørene, bliver indfriet. Før de planer er fremlagt, bør slagnummeret om at få alle nytilkomne flygtninge og familiesammenførte i (fuldtids)arbejde ikke kunne trække en eneste stemme.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.