En 26-årig mand fra Holstebro kan efter en tur på politistationen se frem til hele fem sigtelser.
Sigtelserne faldt efter han og en jævnaldrende makker fra Struer forsøgte at stikke af fra politiet.
Politiet stødte på de to mænd i et villakvarter i udkanten af Holstebro. De stod ved en motorcykel, som ikke var indregistreret, skriver TV Midtvest.
Den 26-årige fra Holstebro stak af på motorcyklen, mens makkeren tog flugten til fods. Flugten var dog forgæves.
- Manden på motorcyklen blev taget med 115 gram hash på sig, mens ham der stak af i løb blev taget i at smide 100 gram hash fra sig, fortæller vagthavende hos politiet i Holstebro, Knud Lauridsen, til TV Midtvest.
Begge mænd er sigtet for besiddelse af stoffer, men vagthavende fortæller til tv-stationen, at den 26-årige fra Holstebro også er sigtet at have kørt uden kørekort, for at køre uden hjelm og så han blev testet positiv for at have cannabis i blodet.
Men her stopper det ikke:
- Da vi så ville tage ham med ind til blodprøve på stationen, strittede han meget imod. Så meget at han valgte at ridse bildøren i politibilen med sine håndjern, så nu er han også sigtet for hærværk mod vores politibil, forklarer Knud Lauridsen.
Begge mænd er løsladt igen.