Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalen i Miami Open efter blot at have spillet et sæt i ottendedelsfinalen.
Derefter måtte hendes spanske modstander, Garbiñe Muguruza, trække sig, med hvad der lignede et ildebefindende i den amerikanske hede.
Wozniacki havde vundet første sæt 7-6, da Muguruza modtog behandling og kom frem til, at det var klogest at stoppe.
Det afviklede sæt blev en afvekslende omgang, hvor begge spillere bøvlede med at fastholde niveauet undervejs.
Muguruza brød til 1-0 blot for at lade Wozniacki overtage styringen, og danskeren bragte sig på 4-1 ved at vise høj klasse i flere dueller.
Derefter faldt hun selv sammen. Spanieren tog fire partier på stribe til 5-4, men forpassede så chancen for at serve sættet hjem.
I stedet spillede Wozniacki sig til en sætbold i Muguruzas serv ved 6-5. Men symptomatisk for sættet bragte spanieren på ny balance, så sættet måtte finde sin vinder i en tiebreak.
Den blev til gengæld ensidig. Wozniacki bragte sig på 6-1 efter en række spanske fejl og udnyttede den første sætbold i denne omgang.
Få minutter senere var kvartfinalepladsen så en realitet for Wozniacki. Her skal danskeren møde tjekken Lucie Safarova, der tidligere mandag slog Dominika Cibulkova fra Slovakiet med cifrene 7-6, 6-1.
Syv gange tidligere har de mødt hinanden med danskeren som vinder af de fire.
Safarova var i 2015 i French Open-finalen, hvilket var med til at sende hende i top-5, men aktuelt rangerer hun som verdens nummer 36.
/ritzau/