Vært Lene Beier besøger damelandmanden Trine. Trine bliver overrasket over at se Lene. Hun har åbenbart ikke lagt mærke til den kameramand, der har stået og filmet Lenes ankomst på gårdspladsen.
Trine lægger ærter under lagnerne på de senge, hvor hendes tilbageværende tre mænd skal sove. Hun vil se, om de er ligeså følsomme som prinsessen fra eventyret.
– Er der andet du mangler? spørger Lene, inden hun smutter igen, selvom hun slet ikke har lavet noget.
Kort efter ankommer Lene hjemme hos hobbylandmanden Leif. I bil. Hvis TV 2 virkelig ville gøre noget for miljøet, så skulle de bede hende facetime deltagerne i stedet for alle de besøg.
Leif ser sur ud.
– Du ser glad ud, siger Lene.
Leif er forelsket i to af sine tre damer, men har brug for, at en af dem virkelig overrumpler ham.
– Jeg har en forventning til, at de trækker bukserne af mig, som han siger.
Og damerne selv kløjs ligeså meget i sprogbillederne i denne uge.
– Jeg er den sidste rosin i pølseenden af os tre skønne powerkvinder, siger Lise.
Faste læsere vil vide, at jeg slukker for fjernsynet, når nogen siger ’powerkvinder’, så jeg går glip af de næste fire-fem minutter. Da jeg tænder igen, er Leif ved at føre en intim samtale med Lise.
– Jeg har lyst til at spørge dig ind til dit landsted, siger han.
Jeg ved ikke, om Lise rent faktisk har et landsted, eller om det bare er et slangord for tissekone fra gamle dage. At dømme efter hans ansigtsudtryk kan det gå begge veje.
Unge Katja skal på gruppedate med fire mænd. Katja er hende, der er med i programmet for at vise, at hun ikke er så overfladisk som alle tror, men indtil videre ikke har været andet. De skal spille kroket, for tilrettelæggeren har sagt, at de skal lave et eller andet, inden hun sender den laveste af de fire mænd hjem.
Mens Katja varmer op er der rundvisning på Trines gård.
– Her er min entre, siger hun, da hun viser de tre mænd sin entre.
Og her mener jeg faktisk ’entre’.
– Her er så køkkenet, siger hun, da hun viser dem køkkenet.
– Du har tænkt over tingene, siger Kim, der som bekendt holder med FC Midtjylland.
Han ligner faktisk også deres tidligere træner, Glen Riddersholm, en smule. Hvis altså Glen Riddersholm havde slået hovedet, så han ikke snakkede så meget, og på grund af sin nyvundne invalidestatus havde fået skånejob i en bank.
– Jeg kan godt se, at min plæne nok er lidt mere trimmet end hendes, siger Kim, og mener vist rent faktisk også ’plæne’.
– Kom og se min festlade, råber Trine, der af en eller anden grund render rundt med en agurk i hånden.
Jeg ved faktisk ikke, om hun mener ’festlade’. Men hun skal snakke privat med Henrik, der pludselig er udstyret med en håndfuld gulerødder. Bagefter skal de tre mænd være alene, fordi Trine skal på arbejde. Hun er åbenbart ikke landmand alligevel? Hun kører i hvert fald sin vej. Det er et meget mærkeligt afsnit, det her, og jeg har ikke røget noget.
Vidste I godt, at der rent faktisk er regler i kroket? Altså, sådan noget med, hvordan banen skal stilles op og den slags? Nå, men det vidste jeg ikke før i foråret, da jeg skulle spille mod mine børn. Vi fulgte dem godt nok ikke, og det er der jo ingen normale mennesker, der gør, alle sætter bare portene op de steder, hvor man lige synes, de skal stå. Men det passer altså. Der er regler. Prøv selv at slå det op.
Anders Brohus/TV 2
Okay, men Katja spiller kroket med sine mænd. Uden de rigtige regler. Det er så kedeligt, at jeg ubevidst forsøger at snitte mine pulsårer over med min fjernbetjening. For hey, alting har sin tid. Der var engang, hvor det var sjovt at se dogmefilm, hvor kameraet rystede og lyden var røvdårlig. Men det gider vi ikke mere. Vi gider heller ikke være på Myspace, høre Aqua eller lege med vores fidgetspinner. Er tiden simpelthen ikke kommet til, at vi også skal droppe normale mennesker i tv?
Nå, men Katja snyder sig til en sejr i kroketspillet, og bagefter hiver hun Anders med afsides. Anders er, ud over at være den laveste af de fire mænd, også ham, der spiller ishockey.
– Inden jeg mødte dig havde jeg egentlig planlagt, at jeg skulle spille et halvt år i udlandet. Men hvis kærligheden er der, så bliver jeg her, siger han.
Den slags valg kender jeg godt fra mig selv. Jeg havde også planlagt at spille fodbold i Premier League her i efteråret, men tilbuddet fra avisen.dk var simpelthen for godt til at afslå.
– Jeg skal ikke stå i vejen for sig, siger Katja.
– Okay, men så vigtigt er det heller ikke, siger Anders.
Bagefter sender hun ham hjem. Jeg ved ikke, hvor han skal spille det næste halve år, men jeg ved godt, hvad han skal spille. Og jeg mener ’spille’.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist og Avisen.dk’s faste tv-kommentator Foto: Privat