De mærkelige stadionnavne
Nej, det er ikke dig, der har stillet ind på en forkert kanal, når du hører speakeren byde velkommen til Nature Energy Park i Odense eller Pro Ventilation Arena i Hvidovre. Danske fodboldklubber har i stor stil solgt deres stadionnavne – og sjæl – til storkapitalen, og kun Brøndby, Lyngby og Vejle holder fast i at kalde deres hjemmebane noget, der gør, at man rent faktisk kan spørge om vej til den. Min personlige favorit: Cepheus Park, som ikke engang tv-kommentatorerne kan udtale, og derfor bare kalder for Randers Stadion. Hvis man endelig skal sælge ud, hvorfor så ikke bare stå ved sine rødder og kalde det Mokai Arena
De bedste spillere
Selvom Superligaen er dansk, så er det længe siden stjernerne var det. I dag hedder de store navne i den hjemlige fodboldliga Mohamed Elyounoussi og Diogo Goncalves (begge FCK) Gue-sung Cho (FC Midtjylland), Ibrahim Osman (FC Nordsjælland) og Nicolai Vallys (Brøndby). Og – hov, jeg får lige at vide, at Vallys faktisk er dansker? Hmm. Nå, men hvad fanden er det også for et åndssvagt efternavn at rende rundt med.
Den brogede flok tilskuere
Danske fodboldfans er en blandet skare. På stadion i Nordsjælland kan man stadig høre elkedlen klikke, når vandet til pauseteen er færdig med at koge. I Midtjylland staver de konsekvent forkert eller sætter apostroffer de forkerte steder på deres bannere. I Aarhus, hvor de engang var racistiske hooligans, synger de nu med på Thomas Helmig, inden holdet løber på banen. De mest fanatiske fans findes stadig i København og Brøndby, og de slås både med sig selv, hinanden og politiet. Brøndbys fans er endda så dedikerede, at de ofte bliver på stadion og synger i timevis efter kampene. Men hey, de fleste af dem skal jo heller ikke op på arbejde dagen efter.
De kedelige interviews
De eneste i en superligatransmission, der er mere irriterende at høre på end tv-kommentatorerne er – ja, rigtigt gættet – spillerne. Om man så interviewede samtlige startende spillere inden en kamp, ville man få 22 versioner af den samme sang om ”vigtigheden af at spille sit eget spil”, ”stå godt på banen”, ”vinde nærkampene” og ”respektere modstanderne, fordi de slet ikke er så dårlige, som tabellen viser”. Tænk, hvis der bare engang i mellem var en frisk fyr, der sagde: ”Vi har ikke lagt nogen særlig taktik. Det er jo bare Viborg, vi skal møde. Dem smadrer vi let med mindst 6-0. De er jo pivringe”.
De bizarre traditioner
Inden en superligakamp går i gang, kan man tit se spillerne stå på en række og klappe af hinanden. Det skyldes oftest, at en af dem har spillet 50 eller 75 eller 100 kampe eller sådan noget. Spilleren får typisk overrakt en buket blomster – for som alle ved, er en buket blomster det, unge mænd ønsker sig allermest. Spilleren, der får blomsterne, skynder sig i øvrigt altid at give dem videre til en af trænerne på sit hold. Af en eller anden grund er der aldrig nogen, der har husket at tage en vase med.
De åndssvage modediller
Fodboldspillere er generelt både uintelligente og har for meget fritid. Derfor kan man hvert år se en ny, idiotisk dille, som de alle hopper på. Sidste år var det maté-te, der angiveligt, men ikke videnskabeligt bevist øgede ydeevnen og – vigtigt! – skulle drikkes gennem et sugerør. Før det var det tynde pandebånd og sokker trukket op over knæene. I år er det hot at klippe huller i sine strømper – angiveligt, men ikke videnskabeligt bevist for at øge blodgennemstrømningen i lægmusklerne. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt fodboldspillere bør tages seriøse som trendsættere, så tæl selv efter, hvor mange mennesker, der stadig bruger de dér næseklemmer, alle professionelle idrætsfolk rendte rundt med i 90’erne.
De trættende tv-kommentatorer
Der er angiveligt kun tre krav til nye fodboldkommentatorer i Danmark.
- Forsøg for alt i verden – ligegyldigt hvor pinsomt det bliver – at opfinde et udtryk, der kan blive ligeså legendarisk som Flemming Tofts ”hutteli-hut”.
- Tal utrolig meget om dig selv, dit dommerkort, din medkommentators opførsel (især, hvis det er Stig Tøfting) og hvor god du er til padel og hvem af dine kollegaer, du sidst vandt over.
- Kopier alle de klicheer, du har hørt andre kommentatorer bruge, ligegyldigt hvor intetsigende de er. Husk især at nævne, når nogen har ”momentum”, "vender rundt på en tallerken" og "taber et skridt" – og understreg altid, hvorledes "2-0 er den farligste føring."
Og ja, der findes et fint, dansk ord, der hedder ”medgang”, og nej, der er slet ingen tallerkener på en fodboldbane og man kan tabe bukserne, men ikke et skridt. Og selvom jeg ikke har tjekket det, er jeg ret sikker på, at 1-0 faktisk er den farligste føring.
De evige undskyldninger
Og nu vi er ved det med klicheerne, så er det en forudsætning for at se en superligakamp i fjernsynet, at du kender disse tre udtryk:
- ”Mangel på parathed.” Parathed betyder, at man er klar til at gøre det, man skal. Altså, i dette tilfælde at spille fodbold. Mangel på parathed er overraskende ofte et problem for superligaspillerne, også selvom kampprogrammet er lavet månedsvis i forvejen. Udtrykket bruges oftest, når FCK har fået tæv af et mindre, jysk hold og spillerne skal finde på en undskyldning.
- ”Det lignede en indøvet detalje.” Betyder, at et hold har øvet sig hjemmefra. Siges ofte af kommentatorerne i en anklagende tone, som om det er snyd at have forberedt sig. Udtrykket bruges oftest, når et mindre, jysk hold har scoret mod FCK på hjørne- eller frispark, og kommentatorerne ikke havde set det komme.
- ”Med værdigheden i behold.” Betyder, at man er blevet spillet rundt på røv og albuer og har tabt med tenniscifre, men godt ved, at man skal sidde sammen i en bus de næste fire timer og derfor prøver at finde diplomatisk trøst i, at man fik lavet en enkelt god tackling i det 79. minut. Udtrykket bruges ofte af et mindre, jysk holds træner, når de er blevet rundbarberet af FCK i Parken.
God kamp!