Man skulle næsten ikke tro, de turde – men jo! De har nosser ude på Vestamager. For midt i balladen om pinlige grønlandsdokumentarer, vægelsindede mellemledere, racistiske mangfoldighedskonsulenter og nyhedsværter, der laver skjult reklame, træder DR et skridt længere ud på vippen – og sender Dansk Melodi Grand Prix. Live!
Alle, der har fulgt bare lidt med ved, hvor galt det kan gå. Ellers så spørg Heino Hansen, hvis værtsrolle i 2023 knækkede hans karriere i en sådan grad, at han var nødt til at bede sin kone blive influencer.
Nå, men af samme grund sidder jeg lørdag aften klokken 20 klar foran fjernsynet for at følge melodikonkurrencen, der i år afvikles i Boxen i Herning. Undskyld, Jyske Bank Boxen. Mit boliglån skal snart fornyes, så jeg har ikke råd til ikke også at reklamere lidt. Vi skal inden for to timer finde ud af, hvem der skal sendes til det internationale Eurovisionen i Schweiz, og … ja, meget sigende for, hvad vi skal være vidne til fra scenen, viser det sig med det samme, at lyden fra Herning er ret dårlig. Det lykkes dog de to værter, Stéphanie Surrugue og Sara Bro, at få lavet en nogenlunde forståelig introduktion alligevel.
– I aften fejrer vi musikken, lover Sara højstemt.
Allerede her kunne man tilføje, at det så havde været oplagt at invitere nogle lidt bedre musikere, men hey – vi slår ikke under bæltestedet. Eller … ikke endnu, i hvert fald.
Første sang er Mariya med sangen ”I belong to me”. Den handler, ifølge hende selv, om at være den, man i virkeligheden er. Gab. Den Mariya i virkeligheden er, er tilsyneladende (at dømme efter hendes påklædning) en mareridtsudgave af Pippi Langstrømpe, der er lige på nippet til at pine Tommy og Annika i sin SM-kælder. Hun blegner kun ved siden af den ene af sine kvindelige dansere, der har viklet noget snor så stramt om armene, at de ligner to rullepølser, der ikke er kogt længe nok. Eller for længe. Jeg ved det ikke. Jeg ved faktisk ikke engang, hvordan man laver rullepølse, og om man overhovedet koger sådan en.
Nå ja, og i øvrigt: Der er mange, der er efter mig, fordi mine anmeldelser ikke er rigtige anmeldelser. Og det har de jo ret i. Men i stedet for at få redaktøren overbevist om, at han ikke skal bruge det udtryk, er det nemmere, at jeg bare begynder at give sangene nogle stjerner.
Den her får nul.
Efter Mariya er kommet ned fra scenen, skal hun interviewes af Sara Bro. Sara spørger, hvordan hun har det.
– Jeg har aldrig spillet for så mange mennesker før, siger Mariya.
Beklager, skat, men det kommer du nok heller ikke til igen.
Bagefter vil Sara også gerne vide noget om, hvordan man lærer at være den, man i virkeligheden er. Det er et eller andet med at være confident i sig selv og reclaime sig selv, lyder svaret, og allerede nu har jeg spændingshovedpine. Der bliver også lige tid til at høre fra en af sangskriverne bag nummeret. Hun begynder med at sige, at hun altså lige går off script. Dermed kan man konkludere to ting: At der bliver sagt utrolig mange irriterende, engelske udtryk i tv i aften. Og at alt andet, der bliver sagt, også i interviewene, er aftalt på forhånd.
– I 1987 snakkede de ikke så meget mellem numrene, siger min kone, der også har indfundet sig i sofaen.
En meget random kommentar, som mine børn, apropos den engelske indflydelse på de unges sprog, ville have sagt. Den skyldes dog blot, at min kone har brugt noget af eftermiddagen på at se grandprixet fra ’87 på DR’s hjemmeside. Nej, jeg ved ikke hvorfor.
Sang nummer to er Tim Schou med ”Proud”. Tim vandt i 2011 grandprixet som en del af gruppen A Friend in London, og ham kan jeg godt lide. Ikke kun, fordi deres vindersang ”New Tomorrow” såmænd var et ganske habilt nummer. Men også, fordi journalisten Nikolaj Vraa under generalprøverne dengang skrev på Facebook, at sangen var den klart mest populære blandt publikum, hvilket fik mig til at spille lidt penge på den som vinder, til et vanvidsodds, hvorefter jeg vandt 12.000.
Tim Schou har et backingband med på scenen, hvilket virker fjollet. DR har nemlig allerede indrømmet, at al musik er indspillet på forhånd, og at det kun er vokalen, der er live. Begyndelsen af hans sang er vist tyveri fra ”American Pie” og – meget apropos – ”Streets of London.” Ingen af de to ting kan dog afholde mig fra at give ham halvanden stjerne. Hvilket i grandprix-sammenhæng stort set er det maksimale, man kan opnå.
Sang nummer tre er ”Supernova” med Max Ulver – ikke at forveksle med den tidligere Stram Kurs-politiker og provokunstner, Max Uwe, der blandt andet er kendt for at tisse, lave afføring og sømme sin penis fast uhensigtsmæssige steder. Det havde ellers været godt tv. Og næppe det værste en penis bliver udsat for i Herning denne lørdag nat.
Max (altså, ham fra grandprix) har angiveligt skrevet flere sange, der har været nummer et i Kina, hører vi i introen til hans sang. Men altså, de æder jo som bekendt også hunde og køber ind på Temu dernede. Hans sang denne aften handler om engang, han var til en fest og så en smuk pige. Han kan godt selv høre, det lyder dumt, siger han. Men næ, egentlig ikke i forhold til det, de andre sange har handlet om indtil videre.
– Jeg glæder mig mest til at spille sangen live, siger Max i introen.
Det er næsten synd, at han ikke kommer til det.
Nå, men Hernings tøj- og cykelbønder virker glade for sangen. Men her skal man også huske på, at de generelt kun er trakteret med kulturbegivenheder, når FC Midtjylland spiller fodbold eller Bjarne Riis-flisen på torvet skal pudses. Jeg giver den nul stjerner. Men kun, fordi man ikke kan give minus.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Sang nummer fire er med sangeren Hervé Toure. Han er af fransk afstemning, mørkebrun i huden og kommer med et nummer, der hedder ”Allez Allez.” Alligevel er han åbenbart den eneste i aften, der synger på dansk, får vi at vide. Ja, det er lidt forvirrende. Især, fordi de første ord i sangen netop er ”allez allez”, og det jo dermed er løgn.
Nå, men ud over det, så lyder han sød og sympatisk. Hvilket han skal være glad for, for sangen er noget lort. Jeg giver den nul stjerner. Herning er dog vilde med ham. Folk står ligefrem op og klapper. Sidst en brun mand var så populær på de kanter, var da Razak Pimpong scorede for FCM mod Brøndby for over tyve år siden.
– Publikum sad hele tiden ned i 1987. Det synes jeg, der burde være en regel om, at de også skal nu om dage, siger min kone.
Inden næste sang skal der traditionen tro snakkes med nogle glade publikummer. Det står Sara Bro også for. Superfanen Jonas svarer på noget lidt andet, end han bliver spurgt om, så enten har han eller Sara rodet rundt i manuskriptet. Bagefter snakker Sara med en familie – som til hendes store overraskelse er en rigtig familie. Til hendes forsvar skal siges, at den ældste knægt da heller ikke helt ser ud som om, han synes det er fedt at blive revet væk fra computeren og med til en håndboldhal i Vestjylland. Eller blive overhældt med samtlige palietter, der kunne opstøves i Herning, Hammerum og Ikast, for den sags skyld. Ja, jeg ved godt, man ikke officielt staver det sådan, men det vil jeg gerne lave om på. Altså, palietter. Ikke Herning, Hammerum og Ikast. De er fine, som de er. Altså, stavemåderne.
Sang nummer fem er “Air” med Maria Mathea – der åbenbart er svensker. Altså, hvad er det her for noget gøgl? Maria siger noget om, at hendes yndlingsland at arbejde i som grandprix-sangskriver er Danmark. Det må være, fordi det er så meget nemmere at være bedre end dem, vi selv har, tænker jeg. Nej, vent, nu synger hun. Okay, det var så ikke nemmere.
Jeg kommer instinktivt til at google på, hvem der egentligt har vundet det svenske grandprix, siden Abba rockede showet i 70’erne. Det viser sig, at det sidste år blev vundet af den ulidelige drengeduo Marcus & Martinus – der er norske. Jamen, hvad foregår der?
Nå, midt i al googleriet, glemmer jeg at høre hele Marias sang. Så jeg giver den nul stjerner. Bare for en sikkerheds skyld.
Sang nummer seks er Adel the second (ja, det hedder han) med ”The unluckiest boy alive”. Sjovt nok samme øgenavn, jeg gav mig selv, da redaktøren bad mig bruge lørdag aften på det her. Jeg forstår intet af Adels forklaring på, hvad hans sang handler om, men det er noget med, at den er ironisk. Hvilket jo passer meget godt til et show, hvor værterne indledte med at love, at vi skulle fejre god musik. Jeg forstår heller intet af hans forklaring på hans kunstnernavn. Det er noget med, at folk helst ikke skal forveksle ham og sangerinden Adele. Han kunne eventuelt bare have brugt både sit fornavn og efternavn. Nuvel, bare rolig, Adel, der er ingen, der forveksler jer, når de først har hørt dig synge.
Okay, men hey … I de blindes rige er den enøjede som bekendt konge, og efter at have hørt hele sangen, kan Adel kan sgu godt få en enkelt stjerne herfra. Han havde fået to, hvis ikke det var fordi, jeg sidder med en fornemmelse af, at han har stjålet melodistykket i baggrunden et eller andet sted fra. Jeg søger hjælp over Messenger hos min søster, der ser showet hjemme i sin egen stue. ”Jeg tror bare, den minder dig om ’Can’t Get You out of My Head’ med Kylie,” skriver hun. Og ja, hun skriver det på den måde, med korrekte versaler de rigtige steder. Hun har nemlig gået på High School i USA. I modsætning til min bror og mig, der bare har gået med aviser. Men sådan har alle forældre vel deres favoritter.
Sang nummer syv er Sissal med ”Hallucination”. Sissal er gudhjælpemig fra Færøerne. Hun er bookmakernes favorit og har valgt at optræde i sin fineste badedragt.
– Jeg skal være diva og lidt nøgen, lover hun i for-interviewet.
Ikke helt ulig mine oprindelige planer for denne aften. Og planerne for mange af mændene i Boxen denne aften, fornemmer jeg. Jeg er glad for, det ikke er mig, der skal gøre rent på Hernings hoteller i morgen.
Apropos den joke, så er Sissals sang ifølge hende selv også ”grænsesøgende”, og det kan jeg jo godt lide. Jeg har dog svært ved at høre præcis, hvor det kommer til udtryk. Måske handler det om at udfordre grænsen for, hvor mange sangskrivere, der kan være på et forholdsvis simpelt nummer. Sissal har syv. Eller lige under halvdelen af alle i Thorshavn, der kan betjene en båndoptager og en karaoke-maskine med autotune.
Hendes vindmaskine er i øvrigt også vild, men hun er vel vant til at øve i blæsevejr oppe på fjeldet. Nå, jeg giver hende en enkelt stjerne.
”Hun sang teknisk godt,” skriver min søster, der ind imellem også selv har stået på en scene og vrælet i en mikrofon. ”Men hvis hun skal være grænsesøgende, så skal trussekanten være en smule højere,” skriver hun også.
– Jeg ville også gerne have været med i børne-MGP, men jeg boede på Færøerne, siger Sissal i interviewet efter sin optræden.
Må børn på Færøerne ikke optræde offentligt? Jeg troede kun det var homoseksuelle, de holdt i kort snor deroppe.
Ottende og sidste (Tak, kære Gud) sang er Andreas Kruse med ”Hear my prayer”.
Andreas har engang vundet X Factor, så for god ordens skyld giver jeg ham på forhånd nul stjerner. En af hans drømme er nu at vinde grandprixet, siger han. Chok. Det er virkelig nogle vilde rock’n’roll-ting, DR har fået årets artister til at indrømme. Han bliver i øvrigt skuffet, når det går op for ham, at showet ligesom alle andre år er fikset på forhånd, og flybilletten til Sissal allerede er købt.
– Jeg synes, han synger godt, siger min kone.
Når I ikke har hørt mere til hende, skyldes det, at jeg har lovet hende ikke at skrive ned, hvad hun siger, hvis det kan tolkes negativt. Mine børn er stadig traumatiserede efter vi for nogle år siden så Eurovisionen sammen, hele familien, lavede vores egen afstemning, og min kone gav stort set alle sange nul point. Mens hun tømte et par flasker hvidvin og gav ungerne et længere foredrag om, hvorledes der ikke var blevet lavet ordentlig musik, siden forsangeren fra Linkin Park døde.
Efter de otte sange, skal der stemmes. Det er som sædvanlig noget med en app og nogle sms’er, men belært af tidligere års fadæser, render Sara og Surrugue kun hurtigt hen over reglerne. Hva’ fanden, det er jo også ligegyldigt.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mens vi venter på at høre, hvilke tre sange, der er i finalen (ja, vi skal høre tre af dem igen!), får vi et par af de sædvanlige indslag, der minder os om, hvordan alting som bekendt var bedre i gamle dage: En lang trailer for den nye Tommy Seebach-film (det er åbenbart kun i TV Avisen, man ikke må lave skjult reklame) og Birthe Kjær på stylter. Hun er i hvert fald høj. Altså, ikke Robert Hansen-høj, men … hun har et eller andet under kjolen, der gør hende længere. Det må være derfor, showet skulle holdes i en håndboldhal, og man ikke bare satte et kamera op på Maria Rørbye Rønns kontor, mens man fordelte stemmerne.
Nå, Sara Bro roder lidt rundt i sine replikker, og så kommer sidste års vinder Saba og synger en sang – min kone troede, de sagde Black Sabbath og vågnede pludselig lidt op – og så skal vi have præsenteret den såkaldte fagjury, der har halvdelen af stemmerne i finalen. Hvilket på bizar vis er en jury, der består af unavngivne mennesker fra andre europæiske lande. Inklusiv Albanien, der jo som bekendt har en stolt demokratisk tradition. Altså, med en lille, vred, tidligere håndboldspillers ord … what the fuck is going on? Nå, man kan i det mindste ikke beskylde DR-bosserne for at forsøge at skjule fuskeriet.
Inden finalen skal vi også lige høre lidt på den ved grandprix allestedsnærværende Ole Tøpholm (nu med hestehale!), en P3-vært, der angiveligt er ekspert i grandprix-musik (hende kunne de med fordel have hyret som konsulent INDEN showet startede) og kulturkommentatoren med Heinrich Himmler-brillerne, Chris Pedersen, der snakker om et eller andet med grandprixets betydning for sammenhold, sociale dynamikker og andre RUC-relaterede emner.
– Det er sådan noget som det der, der giver mig lyst til at gå i seng, siger min kone.
Vi når også lige at runde altid herligt arrogante Jørgen Olsen, der fortæller, hvordan ”Smuk som et stjerneskud” oprindeligt var skrevet ”på det engelske sprog”, og så skal vi selvfølgelig også lige se, hvordan han sammen med sin bror vandt hele molevitten for 25 år siden.
Og så er det blevet finaletid. Finalisterne er Tim, Sissal og Adel med kun ét e. Sidstnævnte glemmer lidt af sin tekst, men ellers er deres optræden en kopi af det, de lavede kun en time tidligere. Selvom det føles som meget længere. Også for min kone, der nu er gået i seng, dog delvist, fordi hun er vred over det med Black Sabbath.
Selve annonceringen af vinderen går traditionen tro en smule galt, for først kan finalisterne ikke høre noget, og så tror Sissal vist, at hun har vundet. Eller også ved hun det, men tror det er blevet sagt, inden det egentligt er.
– Intet er afgjort endnu, lyver Sara Bro, hvorefter Sissal så endelig bliver udråbt for alvor.
Havde det stået til seerne, havde Tim Schou vundet, men seerne … dem har DR som bekendt ikke meget til overs for. Vi må bare krydse fingre for, at de hemmelige eksperter fra Albanien, Grækenland og Belgien har sendt den rigtige artist til Schweiz. Og ikke bare den, de tror, de selv har nemmest ved at slå.
”Det var mærkeligt med den internationale jury. Lidt ligesom at sætte ulven til at vogte får eller sådan noget,” skriver min søster. ”Og det ved de jo noget om i Vestjylland,” tilføjer hun.
Hun tror, hun er sjovere end mig. Som om, hun ved noget om komik og satire.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder. Foto: Privat