Østrig er godt på vej mod fodbold-EM i 2016 efter lørdagens 1-0-hjemmesejr over Rusland i EM-kvalifikationens gruppe G.
Den tidligere Sønderjyske-angriber Rubin Okotie blev skiftet ind efter en times spil, og med lidt over et kvarter igen af kampen blev Okotie matchvinder for værterne med 1-0-målet.
Det var anden gang i træk, at Okotie blev matchvinder for Østrig i kvalifikationen. For en måned siden scorede han ligeledes det afgørende 1-0-mål i hjemmesejren over Montenegro.
Sejren cementerer Østrigs førsteplads i gruppen, hvor østrigerne nu har 10 point for fire kampe. Russerne har fem point på andenpladsen.
Okotie var en enmandshær, da han i sidste halvdel af 2013/14-sæsonen var lejet ud til Sønderjyske i Superligaen.
Angriberen scorede hele 11 mål, og spillede dermed en vital rolle, da Sønderjyske reddede tilværelsen i Superligaen i sidste sæson.
I dag spiller han for 1860 München i 2. Bundesliga i Tyskland. Han er med otte scoringer toer på topscorerlisten i Tysklands næstbedste række.
Senere lørdag aften kan enten Montenegro eller Sverige overtage andenpladsen fra Rusland. I Montenegro er Sverige gæster, og inden kampen har svenskerne fem point, mens Montenegro har fire.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.