Det vækker glæde i Dansk Aktionærforening, at ni storaktionærer med pensionsselskabet ATP i spidsen indleder en undersøgelse af OW Bunkers konkurs.
Tusindvis af private investorer mistede penge ved konkursen, og indtil videre har 6489 aktionærer tilkendegivet, at de gerne vil deltage i et fælles søgsmål for at få placeret ansvaret for konkursen.
- Både for private og professionelle investorer og aktiemarkedet i al almindelighed er der stærkt behov for, at vi får fuldstændig kulegravet, hvad det er, der er gået galt i det her selskab.
- Det er den største skandale på det danske aktiemarked siden Nordisk Fjer, siger direktør i Dansk Aktionærforening, Jens Møller Nielsen, til Ritzau.
Storaktionærernes undersøgelse vil omfatte hændelsesforløbet i forbindelse med OW Bunkers børsnotering og forløbet op til konkursen i starten af november. Den skal give pensionskasserne en juridisk vurdering af, om der kan placeres et juridisk ansvar i sagen.
Sideløbende vil Dansk Aktionærforening hjælpe tusindvis af private investorer til at få lavet deres egen undersøgelse af kollapset.
- Vi er i gang med at organisere de private investorer i en gruppe, som kan gå i gang med et forløb parallelt med de professionelle. Vi har god kontakt med de professionelle, og vi forventer at have et tæt samarbejde i det her forløb, siger Jens Møller Nielsen.
Han afviser dog, at det kan komme på tale at samle de professionelle og de private.
- Det er upraktisk og svært at organisere et samarbejde, hvor man på den ene side har nogle meget store professionelle investorer, og man på den anden side har 6500 mennesker, der nok bliver organiseret i en forening eller lignende, siger Jens Møller Nielsen.
I kølvandet på Amagerbanken og Tønder Banks konkurser har Dansk Aktionærforening ligeledes hjulpet de private investorer med at organisere sig i en forening med henblik på kollektive søgsmål.
OW Bunker med hovedsæde i Nørresundby indgav 7. november en konkursbegæring efter en periode med to nedjusteringer og en påstået svindelsag. OW Bunker kollapsede med et tab på 1,6 milliarder kroner.
/ritzau/